Navnet dufter lidt af 1001 Nats Eventyr, og for grundlæggeren af det vidtforgrenede kinesiske e-handelsselskab Alibaba er der i hvert fald tale om et eventyr, når selskabet fredag børsnoteres i New York.
Selskabet er stiftet i 1999 af den 50-årige tidligere engelsklærer Jack Ma, og han ventes personligt at score fem milliarder kroner på noteringen. Derefter vil han fortsat eje 7,8 procent af aktierne til en estimeret værdi af 13 milliarder dollar, skriver CNN Money.
Alibaba ventes at rejse 165 milliarder kroner ved børsnoteringen, der vil være den største i USA. Selskabet vil herefter have en samlet markedsværdi på 940 milliarder kroner.
Aktierne ventes udbudt til mellem 66 og 68 dollar pr. aktie. Denne pris er op til noteringen blevet sat op på grund af den store interesse.
Alibaba kontrollerer omkring 80 procent af Kinas e-handel og har en omsætning, der er større end Amazon og eBay tilsammen. En rapport fra konsulentfirmaet McKinsey forudser, at en købedygtig kinesisk middelklasse vil eksplodere de kommende år, og det vil være til gavn for Alibaba som dominerende udbyder.
Selskabet står blandt andet bag internetforretningerne Taobao og Tmall. Taobao er en kinesisk udgave af eBay og på Tmall sælger mærkevarer direkte til forbrugerne, og her har selskaber som Microsoft, Lego og Puma deres egne portaler.
Offentliggørelsen af det seneste kvartalsregnskab sidst i august har været med til at gøre noteringen ekstra interessant.
Omsætningen steg med hele 46 procent, mens overskuddet sprang i vejret med hele 180 procent. Og selv renset for tekniske opjusteringer af en række tilkøbte virksomheder var overskuddet på 60 procent.
Den kinesiske glæde over børsnoteringen deles af den amerikanske internetportal Yahoo, der har en ejerandel på 22 procent.
/ritzau/