Da Alanis Morissette som ung begyndte sin karriere, fik hun at vide, at hun ikke ville blive til noget, hvis hun var tyk.
Presset startede en årelang kamp mod forskellige spiseforstyrrelser for sangerinden, der har både har overspist og levet anorektisk.
Det fortæller den Grammy-vindende sangerinde i et interview med magasinet Women's Health.
- Hvis man har et problem med alkohol, skal man stoppe med at drikke og lade være med at gå på bar. Heroin skal man heller ikke komme i nærheden af, hvis man har et stofmisbrug, men man skal spise, så hvordan skal man holde sig fra det?, spørger den 41-årige "You Oughta Know"-stjerne retorisk.
- Jeg har været så forstyrret gennem mit liv, og det har vist sig gennem forskellige former for spiseforstyrrelser. Jeg satte ikke grænser for mig selv som yngre, så det er blevet en stor del af mit liv nu. Jeg dyrker mindfulness, som hjælper mig med at blive i min krop, fortæller Morissette, der har fået professionel hjælp og i dag lever sundt og varieret.
- Jeg blev opflasket på pasta og ost, men jeg har opdaget, at mine allergier forsvinder, når jeg holder mig fra mejeriprodukter. Til gengæld sover jeg bedre, når jeg spiser grønt. Mad er som medicin for mig, lyder det fra sangerinden.
Morissette løb i 2009 et maraton til fordel for den nationale sammenslutning mod spiseforstyrrelser.
Privat er hun gift med rapperen Mario "Souleye" Treadway, som hun har sønnen Ever med.
/ritzau/FOKUS