Aktierne i Mærsk skal blive allemandseje

admin

|

27/02/2014

Dagens topnyheder

Det skal fremover ikke være nødvendigt at hive den helt store tegnebog op af lommen for at købe en aktie i A.P. Møller - Mærsk.

Selskabet, der torsdag har præsenteret resultater for 2013, vil nemlig gøre sine aktier mere tilgængelige, når der udstedes fondsaktier. Det vil sænke aktiekursen markant, ligesom det vil være tilfældet ved et såkaldte aktiesplit.

- Vi er rigtig glade for dette her, siger topchef i A.P. Møller - Mærsk Nils Smedegaard Andersen ifølge Ritzau Finans på en telekonference oven på regnskabet og fortsætter:

- En af de ting, jeg hører meget, når jeg rejser rundt og møder vores medarbejdere, er, om aktien ikke kunne blive billigere, så de kan blive aktionærer i os.

Den større aktietilgængelighed vil komme i stand ved, at der samlet bliver udstedt fire fondsaktier for hver aktie, sådan at aktieværdien reduceres til 20 procent i forhold til det nuværende prisniveau.

En A.P. Møller - Mærsk-aktie vil dermed gå fra over 60.000 kroner til omkring 12-13.000 kroner stykket, hvilket kan gøre det mere overskueligt for almindelige, private investorer at sætte penge i selskabet.

Selvom den ændrede ordning ikke udspringer af en direktionsbeslutning, så kan Nils Smedegaard Andersen fortælle, at hans fokus vil komme til at centrere sig om sine egne ansatte.

- Dette her giver flere af vores medarbejdere mulighed for at blive aktionærer i selskabet, og det glæder vi os over, siger Nils Smedegaard Andersen og uddyber:

- Der er faktisk også en del fondsforvaltere, der på roadshows har ytret ønske om det. Så vi tror, at dette her vil øge vores investorbase.

Topchefen understreger, at for direktionens vedkommende fokuseres der på, "at det vil være skønt", hvis flere af medarbejderne var aktionærer i A.P. Møller - Mærsk.

Torsdag ved 10.30-tiden dykker A.P. Møller - Mærsks B-aktie på den københavnske fondsbørs med 2,7 procent, sådan at aktierne går til 64.300 kroner stykket.

/ritzau/