AGF hyrer ekstra hjælp til presset træner

admin

|

30/04/2014

Dagens topnyheder

AGF henter norsk hjælp til træner Jesper Fredberg i bestræbelserne på at undgå nedrykning i Superligaen.

Forud for sæsonens fire sidste kampe har AGF styrket den sportslige organisation med 53-årige Ola By Rise, der har erfaring fra Rosenborg og det norske landshold.

Derudover er mentalcoach Bent Kock Nielsen også blevet hyret.

- Ola og Bent kommer begge med et helt objektivt syn på tingene, og de skal inden for hver deres felt - henholdsvis den fodboldfaglige og mentale del - rådgive og sparre med Jesper Fredberg og hans sportslige stab, så vi på alle parametre står bedst muligt rustet til de afgørende kampe, siger AGF-direktør Jan Christensen i en pressemeddelelse.

Den aarhusianske bundprop tager på mandag imod OB i Superligaens 30. spillerunde. Herefter venter kampe mod FC Vestsjælland, Sønderjyske og det nuværende førerhold AaB.

Med 29 point har AGF kun et enkelt point op til Viborg, der er placeret lige over nedrykningsstregen.

/ritzau/