200 kroner. Så meget betaler Tyrkiet Eksperten nu i kompensation til de kunder, som i foråret 2012 fik ændret deres flydestination.
Det er efter forhandlinger med Forbrugerombudsmanden, at Tyrkiet Eksperten er gået med til at kompensere de kunder, som i perioden fra 30. marts til 9. maj sidste år endte med at flyve til Antalya Lufthavn i stedet for lufthavnen i Gazipasa.
- For de fleste passager har det stor betydning, hvilken lufthavn man flyver til. Derfor er det vigtigt, at man som erhvervsdrivende oplyser den rigtige destination. Hvis der efterfølgende opstår problemer med at gennemføre flyvningerne, så må man straks indstille markedsføringen af de pågældende rejser eller som minimum tage et klart og tydeligt forbehold både i markedsføringen og ved salget af de pågældende rejser. Det har jeg nu indskærpet over for Tyrkiet Eksperten, udtaler forbrugerombudsmand Henrik Øe, der glæder sig over aftalen.
LÆS FLERE ARTIKLER OM FERIE OG REJSER HER
Forbrugerombudsmanden har indskærpet over for rejsebureauet, at der skal tages klart og tydeligt forbehold for risikoen for ændrede flydestinationer. Ellers kan der være tale om vildledning.
Kompensationen tilbydes de passagerer, der har bestilt deres pakkerejser eller ”rene” flybilletter i perioden fra den 30. marts til den 9. maj 2012, og efterfølgende fik ændret deres destination fra Gazipasa til Antalya Lufthavn.
For at få udbetalt kompensationen skal de berørte passagerer senest den 4. april rette henvendelse til Tyrkiet Eksperten med dokumentation for den bestilte rejse.