Mange hundrede afrikanske migranter har tidligt onsdag morgen stormet den spanske enklave Melilla fra marokkansk territorium, oplyser spansk politi.
Omtrent 400 af dem havde held til at bryde igennem de massive barrierer til territoriet, der ligger på den nordafrikanske kyst og udgør et af to spanske områder, der kan nås fra Afrika via land.
Ifølge byens præsident, Juan Jose Imbroda, deltog flere end 1000 mennesker i offensiven på området, som er et yndet mål for afrikanske flygtninge, der søger et bedre liv i Europa.
- Det er et meget højt antal. En øvre del af hegnet blev skubbet af, siger han.
Afhængig af aftaler med forskellige lande bliver migranterne enten sendt tilbage til deres hjemlande eller givet opholdstilladelse i Spanien.
Mens de venter på en afgørelse, opholder de sig i flygtningecentret i Melilla.
Centret er bygget til at huse 480 flygtninge, men på nuværende tidspunkt holder omtrent 2000 afrikanere til i bygningerne, siger Imbroda.
- Forestil jer det enorme problem, vi har her til morgen med 400 yderligere oven på de 2000, der allerede er her, siger han.
Antallet af afrikanere, der forsøger at slippe ind i de spanske territorier, er steget i løbet af de seneste måneder, hvilket har fået den spanske regering til at kræve mere hjælp fra EU.
I februar druknede 15 migranter, da de forsøgte at svømme til det andet spanske territorium i Afrika, Ceuta, fra en nærliggende strand.
Menneskerettighedsgrupper og vidner beskyldte dengang spanske sikkerhedsstyrker for at have affyret gummikugler mod migranterne i vandet.
Regeringen indrømmede, at der var blevet brugt gummikugler, men afviste, at der var blevet skudt direkte mod menneskene i vandet.
/ritzau/AFP