Der skal ikke være rockerklubber i beboelsesområder - hverken i Vanløse eller andre steder.
Det fastslår Jakob Hougaard, medlem af Københavns Borgerrepræsentation for Socialdemokraterne.
Torsdag underkendte Natur- og Miljøklagenævnet Københavns Kommunes afgørelse, som forbyder rockergruppen Bandidos at benytte et hus i Vanløse som klubhus.
Ifølge nævnets afgørelse lider kommunens påbud, som forbyder personer med tilknytning til Bandidos at bruge ejendommen på Tudskærvej som klubhus, af "væsentlige retslige mangler".
- Nævnet siger, at kommunens afgørelse lider af retslige mangler. Det undrer os, da både kommunens chefjurister og et eksternt advokatfirma med speciale på området har rådgivet os, skriver han og kollegaen Jakob Næsager (V) i en fælles pressemeddelelse.
Mandag mødes teknik- og miljøudvalget for at drøfte nævnets afgørelsen.
- Heldigvis har Natur- og Miljøklagenævnet ikke underkendt kommunens afgørelse, men blot peget på nogle mangler. Disse mangler vil vi nu afhjælp, så vi hurtigt kan træffe en ny afgørelse uden mangler, skriver de.
- Natur- og Miljøklagenævnet har, om vi så må sige, givet os en drejebog for, hvordan vi nu skal træffe en afgørelse uden retslige mangler, så rockerne kan sendes ud af Vanløse.
Hensigten er ikke at indbringe sagen for retten, for det kan tage både måneder og år.
- Det vil vi ikke vente på. Vi tager sagen op i teknik- og miljøudvalget, hvor vi vil træffe en ny afgørelse uden retslige mangler. Det kan ske hurtigt, så vi kan få rockerne ud af villakvarteret i Vanløse.
I tiden op til kommunalvalget i november gik de københavnske politikere Jakob Hougaard og Jakob Næsager forrest i kampen for at forhindre Bandidos i at bruge ejendommen som klubhus.
/ritzau/