Overlevende fra en jordskredskatastrofe i en landsby i det nordlige Afghanistan mindedes søndag ved en ceremoni de mange døde, mens nødhjælpsorganisationer forsøgte at få hjælp frem til 700 familier, der har fået ødelagt deres hjem.
Store dele af landsbyen Ab-e-Barik i provinsen Badakhshan nær grænsen til Tadsjikistan blev fredag begravet under jordskreddet, da mudder og store klippestykker styrtede ned over bjergsiden og jævnede mindst 300 hjem med jorden.
Myndighederne og FN's mission i Afghanistan har fastslået, at mindst 350 personer er omkommet, og de siger, at antallet kan stige med hundredvis.
Kort efter katastrofen blev der talt om helt op til 2500 dødsofre, mens den Internationale Organisation for Migration (IOM) skønner, at 2700 kan være døde og savnede.
Da de mange ødelagte huse ligger under et tykt lag ler, anses al redningsarbejde for at være håbløst. Kun få af de omkomne er blevet fundet.
- Vi vil bede for ofrene og gøre området til en massegrav, siger provinsens guvernør, Shah Waliullah Adeeb.
De overlevende sover under åben himmel på afstand af bjergsiderne, da der er frygt for nye mudderskred. De mangler rent vand, medicin, mad og telte.
En grædende 40-årig kvinde, som er mor til tre, og som står ved sin fars ødelagte hus, siger, at det var en mur af jord, der maste sig nedover landsbyen:
- Jeg sad og spiste frokost ved vinduet i mit hus, da der pludselig lød et voldsomt brøl, og det gik op for mig, at landsbyen blev ramt af flere jordskred.
- Jeg råbte til min familie, at de skulle prøve at komme i sikkerhed, men det var for sent. Jeg har mistet min kære far og mor, siger hun.
Lokale redningshold og civile i området har med skovle forsøgt at grave overlevende fri, men det har været forgæves.
- Vi kan ikke fortsætte denne eftersøgnings- og redningsaktion længere, da husene er begravet under flere meter jord, siger guvernøren.
Mange af landsbyboerne deltog i fredagsbønnen i to moskeer, da det første mudderskred kom. Et andet jordskred fulgte kort efter og ramte folk, der var løbet ud på gaden for at hjælpe dem, der var blevet ramt at det første.
Afghanistans præsident, Hamid Karzai, havde søndag erklæret national landesorg efter tragedien.
/ritzau/AFP