DM-semifinalerne i kvindehåndbold afgøres over to kampe, og derfor var det ingen katastrofe for hjemmeholdet Randers HK, at det blev til et 23-25-nederlag til FC Midtjylland i søndagens første opgør mellem de to hold.
Men rutinerede Katrine Fruelund ærgrer sig over, at Randers ikke fik mere ud af det på en dag, hvor FCM ikke spillede op til sit topniveau.
- Vi er da skuffede. Midtjylland spillede ikke voldsomt prangende, og det gør det bare endnu mere ærgerligt at have tabt.
- Vi spillede for langsomt og scorede ikke i lange perioder i første halvleg. Det er heller ikke fedt at have tabt med to, når man har brændt tre straffekast, siger Fruelund.
Hun var en af sit holds bedste og blev delt topscorer med seks mål, men det har hun svært ved at glæde sig over.
- Ligesom de andre på holdet kom jeg for sent i gang, og det ærgrer jeg mig over nu, siger den tidligere landsholdsspiller.
Hun får dog ros fra modstandernes venstreback Stine Jørgensen. Hun mener, at Fruelund var med til at begrænse nederlaget.
- Hun trådte i karakter i anden halvleg sammen med Gitte Andersen på højre fløj. Det var med til at få Randers tilbage i kampen igen, og det må man tage hatten af for, siger Jørgensen.
Hun er ligesom Fruelund ikke helt tilfreds med udfaldet af kampen.
- Selvfølgelig er vi glade for at have vundet, men når man har ført med fem mål undervejs, så vil man jo gerne have haft dem med videre. Det er lidt ærgerligt, at vi ikke kunne holde den føring, siger FCM-spilleren.
Der er returkamp om en uge i Ikast-Brande Arena.
/ritzau/