Regeringen bør glemme alt om at spare på boligydelsen.
Det mener Ældre Sagen, som via en analyse baseret på tal fra Danmarks Statistik påviser, at antallet af modtagere af boligydelse er faldet hvert eneste år siden 2007 med i alt 11 procent.
Regeringen har ellers sagt, at flere får ydelser, og at udgifterne til boligydelsen er steget over årene, og at den derfor vil spare på boligydelsen.
Men det er der overhovedet ikke økonomisk belæg for, mener administrerende direktør Bjarne Hastrup.
- Antallet af modtagere er faldende. Og i de kommende år, hvor flere folkepensionister har supplerende pensioner og folkepensionsalderen sættes op, vil antallet formodentlig fortsætte med at falde. De kommende pensionister vokser så at sige ud af boligydelsen.
- Vi skal huske, at boligydelse i dag gives til de pensionister i vores samfund med de laveste indkomster og høje boligudgifter, siger Bjarne Hastrup.
Ifølge Ældre Sagens beregninger er udbetalingen af boligydelse målt i faste priser blot steget med i alt godt en procent fra 2007 til 2015. Det svarer til en gennemsnitlig årlig realvækst på under 0,2 procent.
Men korrigerer man for udviklingen i boligudgifterne, er udbetalingen af boligydelse faldet med godt fire procent fra 2007 til 2015. Det svarer til et gennemsnitligt årligt realt fald på 0,5 procent, lyder det.
Derfor opfordrer Ældre Sagen nu i et brev til finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) og beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen (V) samt til finans-, beskæftigelses- og ældreordførerne i Folketinget, at spareplanerne på dette område ikke genoptages.
Ældresagen har tidligere været ude med riven over for regeringen, da der var udsigt til, at en lang række pensionister vil miste tusindvis af kroner, da de vil skære i pensionisternes boligydelse.
Det fik Dansk Folkeparti, som var støtteparti til forslaget, til at trække sin støtte tilbage, og regeringen til at droppe forslaget. Men planen om spare på boligydelsen er altså ikke endegyldigt taget af bordet, og det er ikke godt nok, mener Bjarne Hastrup.
- Deres forslag kan kun ramme pensionister med meget små indkomster og meget dyre huslejer. Det er ikke kun urimeligt – det er uforsvarligt.
/ritzau/