En ny dom om parkering viser, at parkeringsselskaber ikke må være urimeligt utålmodige over for deres kunder.
I Østre Landsret har firmaet City Parkeringsservice netop tabt en retssag om en parkering på Amager.
En advokat nægtede at betale 590 kroner og sagde også nej til inkassogebyret på 100 kroner, efter at hun en dag i foråret 2011 var kørt ud til bebyggelsen Sundparken på Amager for at parkere sin bil.
Nu har Østre Landsret givet FDM, der har ført sagen for advokaten, medhold.
Efter frifindelsen af hende skal City Parkeringsservice betale 4500 kroner i sagsomkostninger.
Advokaten var kørt hen for at besøge en ældre kvinde, der skulle have hjælp med et testamente.
Hun forsøgte først at få et gæstekort på ejendomskontoret, men det var lukket. Derefter spadserede hun hen til den ældre kvinde.
Hendes klient går med rollator, så det tog lidt tid for hende at udfærdige et gæstekort, som advokaten så - med raske skridt - gik ud og placerede i sin bil. Alligevel blev hun ramt af afgiften.
Landsretten noterer, at City Parkeringsservice ikke på skiltet har angivet det tidsrum, som besøgende kan bruge på at få fat i et gæstekort.
Dommerne fastslår også, at advokaten ikke brugte længere tid på at indhente kortet, end hvad der er rimeligt. Derfor har hun ikke overtrådt parkeringsvilkårene.
Tilsyneladende er også andre bilister blevet ramt af selskabets skrappe kurs.
En ejendomsinspektør har fortalt advokaten, at besøgende ofte ikke kan nå at få fat i et gæstekort, før selskabet slår til. I området bor der mange ældre mennesker.
Et par andre retssager har været sat i bero på udfaldet af den netop afgjorte sag, oplyser FDMs advokat, Lennart Fogh.
- Vi får jævnligt henvendelser om den problemstilling, hvor bilisten får en p-afgift, mens de er på vej efter en billet eller en p-tilladelse, fortæller han.
I byretten havde City Parkeringsservice fået medhold.
/ritzau/