Advarsel: Snavset slagteri sælger gammelt kød

admin

|

05/12/2015

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Det var noget af et syn, der mødte Fødevarerejseholdet, da myndigheden lagde vejen forbi en adresse ved østjyske Brædstrup, hvor private havde kunnet købe hjemmelavet kødpålæg ad bagdøren.

For det ulovlige slagteri var så beskidt og fyldt med gammelt kød, at det er sundhedsskadeligt at spise fødevarerne. Det siger Karen Olesen, tilsynsførende hos Fødevarerejseholdet under Fødevarestyrelsen.

- Det var meget uhygiejniske lokaler og udstyr, der ikke var gjort rent, siger hun.

Rejseholdet fandt blandt andet en rullepølsepresse med ansamlinger af både madrester, skidt og skimmel, og 15 kilo småkød var sat til optøning i en sort murerbalje.

Lokalerne havde heller ikke hverken vask eller anden mulighed for håndvask.

Rejseholdet fandt 50 kilo småkød beregnet til medister, skinker, rullepølser, fars, leverpostejer og flere kilo røget bacon, som nu skal destrueres.

- Kødet strammer fra grise, der er blevet slagtet ulovligt og under meget uhygiejniske forhold. Grisene har ikke været dyrlægekontrolleret hverken før eller efter slagtning, skriver Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse.

- Det kan derfor ikke udelukkes, at grisene kan have været syge på slagtetidspunktet, lyder det.

Rejseholdet reagerede på et tip fra Horsens Kommune, som havde hørt om de uhumske forhold fra en borger.

Og det er ikke usædvanligt, fortæller Karen Olesen, især omkring jul og påske, hvor danskerne har tradition for at sætte sig til det store frokostbord, og måske derfor fristes til at købe kødvarer udenom butikkerne.

Men der er ingen grund til at løbe en sundhedsmæssig risiko, fordi man har lyst til en hjemmelavet rullepølse, lyder budskabet fra Karen Olesen.

- Der er findes gårdbutikker i dag, som er registreret hos Fødevarestyrelsen. Det bedste råd er, at man skal se efter, om der hænger en smiley-rapport, der hvor man køber fødevarer. Den skal hænge ved indgangen, hvor man ikke kan undgå at se den.

- Hvis der ikke hænger en smiley-rapport, så ville jeg slet ikke købe fødevarer der, siger hun.

Fødevarestyrelsen opfordrer forbrugere, der har varer fra det ulovlige slagteri i Brædstrup, til at kassere varerne eller levere dem tilbage, da de kan være sundhedsskadelige.

/ritzau/