Adele skyder igen efter voldsom beskyldning

admin

440 uger siden

|

13/06/2016

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Den britiske sangerinde Adele er kendt for sin store stemme og følelsesladede sange.

Men nu har produceren Tony Visconti, der tidligere har samarbejdet med stjerner som David Bowie, stillet spørgsmålstegn ved, om sangerindens stemme i virkeligheden er manipuleret.

Det skriver E! News.

Den 72-årige producer Tony Visconti siger i et interview med Daily Star:

- Når du tænder for radioen, er det 90 procent computerskabte stemmer, du lytter til. Vi ved, at Adele har en imponerende stemme, men det er tvivlsomt, om det faktisk er hendes stemme eller hvor meget, der er manipuleret. Vi ved det ikke, siger han.

Ifølge E! News fik Tony Viscontis kommentar forleden Adele til at svare igen på kritikken i grove vendinger under en koncert, hvor sangerinden langede ud efter den 72-årige producer og hans dømmekraft.

Adele kaldte blandt andet Tony Visconti for diverse grimme skældsord, skriver mediet.

Det er ikke første gang, at Adele tager til genmæle over for kritikere.

I november 2015 kommenterede den prisvindende sangerinde ifølge Daily Mail sin vægt, efter flere havde kritiseret hende for at veje for meget. Det skete, da hun var gæst i tv-programmet "60 Minutes":

- Jeg laver ikke musik for øjnene, jeg laver musik for ørerne, sagde hun.

Adele er siden sin debut med albummet "19" i 2008 stormet frem på verdens hitlister, og senest har sangerinden blandt andet modtaget prisen for "bedste kvindelige artist'" ved dette års Billboard Music Awards.

/ritzau/FOKUS