Absurd skudårs-matematik koster kemiingeniør 12.000 kroner

Michael Lauritsen

11 år siden

|

04/03/2013

Dagens topnyheder

»Vanvittige, urimelige og fuldstændig latterlige.«

 

Sådan lyder det fra 65-årige kemiingeniør Annette Orloff, når hun skal beskrive de beregningsmetoder, der betyder, at statskassen snupper 12.000 kroner, som hun ellers havde regnet med tilhørte hende som følge af hendes efterlønsbevis.

Det skriver Ingeniøeren.

Annette Orloff er en af de danskere, der har fulgt regeringens anbefalinger og takket nej til efterløn for at arbejde, indtil hun fyldte 65 år. Hun burde derfor være berettiget til den skattefri præmie på 12 præmieportioner, som udbetales til alle, der dropper efterlønnen og arbejder fuld tid.

Annette Orloff må vente på hjælp efter at have været udsat for et grotesk cirkus i efterlønsmatematik.
Det var i hvert fald, hvad Annette Orloff gik og troede, indtil hun kontaktede IAK og fik den nedslående besked, at hun kun var berettiget til 11 skattefri præmieportioner.

Det er der to årsager til:

1) Annette Orloff er født i februar.

2) Februar 2012 var et skudår.

- Det er jo bureaukrati, når det er allerværst, og nærmest helt kafkask. Loven skulle i princippet være lige for alle, men åbenbart ikke for dem, der er så uheldige at være født den forkerte dato, konstaterer Annette Orloff.

I stedet for at udbetale samtlige 12 portioner, som følger logisk af hendes fuldtidsarbejde i optjeningsperioden – og som er hensigten med loven – beregner IAK hendes præmie ud fra arbejdsdage og timetal.

Men eftersom Annette Orloff er født i februar (11. februar 1947), og da februar 2012 var et skudår, meddeler IAK, at Annette Orloff kun er berettiget til 11 skattefri præmieportioner, idet hun har arbejdet fra den 11.-28. februar 2009 (dvs. 18 ud af 28 dage), mens hun i februar 2012 arbejdede fra den 1.- 10.februar (dvs 10 ud af 29 dage).

Det betyder, at hun har ret til 11,99 skattefri præmieportioner, men da de kun udbetales i hele portioner, rundes de ned til 11 portioner.

- Hvem kender ellers denne sære matematiske regel for afrunding? Det er jo helt urimeligt, siger Annette Orloff, der har haft klaget til Arbejdmarkedsstyrelsen.

Styrelsens svar var, at loven var blevet fulgt til punkt og prikke, og det har nu fået Annette Orloff til at kontakte Folketingets ombudsmand.

- Jeg havde håbet at få en udtalelse fra ombudsmanden, men har netop modtaget et brev om, at de har så mange sager, at min fortsat venter. Jeg føler ærlig talt, at alle skubber aben videre, selv om reglerne er åbenlyst absurde, fortæller Annette Orloff.

Hos IAK forklarer forsikringschef Jes Flatau situationen sådan her:

- Sagen handler om, at reglerne om opgørelse af skattefri præmie efter indførelse af ‘eIndkomst’ desværre – og ganske uretfærdigt – medfører, at nogle medlemmer går glip af en præmieportion. A-kasserne har via AK-Samvirke rejst sagen over for beskæftigelsesministeren, og jeg er bekendt med, at ministeren overvejer en løsning, der kan kompensere de berørte medlemmer. IAK kan selvsagt ikke udbetale præmie i modstrid med reglerne, uanset hvor urimelige de måtte forekomme, pointerer Jes Flatau over for Ingeniøren.

I et skriftligt svar til Ingeniøren online skriver beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S):

'Det er ikke hensigten, at mennesker, der tager en ekstra tørn på arbejdsmarkedet, skal miste en del af deres skattefri præmie, fordi de har fødselsdag i februar. Og det skal vi have løst. Arbejdet er nu sat i gang, og Beskæftigelsesministeriet ser på en række løsningsforslag.'

Ifølge Beskæftigelsesministeriet er det endnu for tidligt at oplyse, hvornår det endelige forslag ligger klar.