Aalborg Håndbold sikrer sig norsk stortalent

admin

10 år siden

|

11/04/2014

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Hullerne i bagkæden i Aalborg Håndbolds fremtidige trup er så småt ved at være fyldt ud.

De forsvarende mestre mister i sommerpausen Mads Mensah Larsen og Johan Jakobsson, men erstatningerne er skaffet.

En af dem bliver den blot 18-årige nordmand Sander Sagosen. Han har netop skrevet en treårig kontrakt med nordjyderne, og forventningerne hos den nye arbejdsgiver er store.

- Sander er et af de største talenter, vi har set i mange år i europæisk håndbold, og med ham fuldender vi vores trup til næste sæson, siger direktør Jan Larsen i en pressemeddelelse.

Sagosen kommer fra Haslum i hjemlandet og fik landsholdsdebut i november i Golden League-turneringen i Oslo, hvor Danmark også deltog.

Den talentfulde playmaker var desuden med i den norske landsholdstrup, der røg ud efter indledende runde ved EM i Danmark i januar.

- Jeg har valgt Aalborg Håndbold, fordi jeg her får muligheden for at spille på et tophold i den danske liga og dermed udvikle mig yderligere som spiller, siger han.

Ifølge budstikka.no har Aalborg betalt i omegnen af 200.000 norske kroner for at få løst Sagosen fra kontrakten i Haslum.

Foruden det norske stjernefrø har Aalborg Håndbold også hentet islændingen Olafur Gustavsson i Flensburg-Handewitt.

/ritzau/