AaB's venstreback Donny Gorter blev for fire måneder hentet ind som erstatning for den korsbåndsskadede Jakob Ahlmann.
Nu vil skæbnen, at den hollandske lejesvend fra AZ Alkmaar selv har pådraget sig en korsbåndsskade.
- Det er ekstremt uheldigt, siger sportsdirektør Allan Gaarde til AaB's hjemmeside.
- Det er vores ottende operation af en spiller, siden vi blev mestre i maj, og det er vores tredje korsbåndsskade efter at Lukas Spalvis og Jakob Ahlmann jo har oplevet tilsvarende. Det er grotesk, konstaterer Gaarde.
Den 26-årige hollænder kom galt af sted i torsdagens Europa League-nederlag på 0-2 til portugisiske Rio Ave. Et resultat, der alligevel sendte AaB videre til forårets 1/16-finaler.
De kampe bliver dog uden Donny Gorter.
- Allermest er det dog synd for Donny, som har været et stærkt aktiv for os, og forhåbentlig kan han vende styrket tilbage til fodboldbanen, siger Allan Gaarde.
Hollænderen, der er lejet hos AZ Alkmaar frem til den 30. juni næste år, er noteret for 18 kampe for AaB.
/ritzau/