AaB-profil: Dårlig finalestatistik skal stoppes

admin

10 år siden

|

15/05/2014

Dagens topnyheder

To gange har AaB vundet pokalturneringen i fodbold. Senest i 1970. Men nordjyderne har haft rigeligt med muligheder for at vinde turneringen siden.

De seneste syv pokalfinaler er dog blevet tabt, og den negative stime skal stoppes torsdag aften i Parken, siger AaB-profilen Rasmus Würtz inden årets pokalfinale mellem nordjyderne og FC København.

- Jeg tror absolut ikke, at den negative statistik har nogen indflydelse på os. Der ikke mange i den nuværende trup, som har spillet en pokalfinale før. Jeg har selv været med i en af dem, men ellers er vi et ret ungt og uprøvet hold, som er vokset og vokset i løbet af denne sæson.

- Om vi som klub havde vundet syv pokalfinaler i træk, havde det ikke haft nogen indflydelse. Vi vil bare gøre alt for at stoppe denne stime, siger midtbanespilleren, som i søndags blev dansk mester med AaB.

Fra 2007 og 2009 spillede Würtz i netop FCK, men succesen udeblev, og han blev sendt tilbage til AaB, hvor han var kommet fra.

Det giver umiddelbart ikke et ekstra krydderi til kampen for Würtz, at det gælder en finale mod FCK i Parken.

- Det er korrekt, at min tid i FCK ikke forløb, som jeg havde håbet, men at vinde en pokalfinale i Parken mod netop FCK betyder ikke noget ekstra for mig.

- AaB er den klub, jeg har størst tilhørsforhold til. Det var min egen skyld, at jeg ikke gjorde det bedre i FCK, men det er så længe siden, at jeg er kommet videre.

- Der er ikke noget, som skal hævnes fra min side, siger Würtz, der i mandags blev udtaget til landsholdets to kommende testkampe.

/ritzau/