75 søgte asyl på grænsekontrollens første dag

admin

464 uger siden

|

05/01/2016

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Der er registreret 75 asylansøgere i Danmark 4. januar - på den første dag for grænsekontrol mellem Danmark og Tyskland, oplyser Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet.

Ministeriet oplyser, at tallet er forbundet med usikkerhed, da der løbende sker efterregistreringer.

Dagen før indførelsen af grænsekontrollen lå tallet på 71 personer, der søgte asyl i Danmark.

I alt er der registreret 384 asylansøgere i en syvdages periode med start 29. december sidste år til 4. januar i år.

Mandagens 75 asylansøgere er periodens anden højeste tal. 29. december søgte 102 personer asyl i Danmark.

Ministeriet fordeler asylansøgerne i fire kategorier: Syrien, Afghanistan, Irak og øvrige. De fleste asylansøgere kommer fra Syrien og øvrige lande med henholdsvis 123 og 124 personer.

Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet udgiver fra tirsdag de dagsaktuelle registrerede asylansøgere.

Det sker, efter at statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) mandag annoncerede en midlertidig stikprøvekontrol af personer, der krydser den dansk-tyske grænse.

Der er afsat 200 politifolk til grænsekontrollen, som i første omgang varer i 10 dage, hvilket derefter kan forlænges med 20 dage og derefter yderligere.

/ritzau/