6 ting, du gør som velmenende forælder, men som du bør droppe nu

K P

10 år siden

|

15/11/2014

Dagens topnyheder

Vi vil i udgangspunktet vores unger det bedste, og selvom der ikke udelukkende går spelt i opdragelsen, kan de fleste nok godt trække lidt på smilebåndet over de dogmer og tiltag, vi udsætter os selv og ungerne for i hverdagen. Der er dog nogle af dem, som kan virke særligt åndssvage. Det har jeg selv måttet sande som mor.

1) Kald ungen et “særligt” navn
Anakin, Aloha, Dyne, Panda og Ninja. Yep de er lovlige navne i vores land. Men stop nu dig selv og din opfindsomhed. Det kan jo bare ikke være rart for lille-pigen eller -drengen at præsentere sig som “muremester Panda” eller voksenudgaven af Anakin (ham den nuttede dreng i Star Wars, der bliver til onde onde Darth Vader).

2) Lyt til modetrends
Bobbles, Baby Led Weaning og Justin Bieber. “Bobles” lyder som om, 1990’erne har ringet for at få sit nyeste tyggegummi tilbage. “Baby Led Weaning” lyder som noget, der  gør ondt. “Justin Bieber” har vidst aldrig gjort noget godt for nogle forældre til teenagepiger). Og lige om lidt vender trenden. Bobles bliver fysioterapeuternes fjende nummer et, som hoppegyngen også endte med at blive. Baby Led Weaning (en tilgang til babyføde, der betyder, at barnet helst skal spise normal mad og ikke grød, mos osv.) er skyld i mange ødelagte parketgulve og bordplader, der nu er indsøbet i alt det, baby ikke ramte munden med. (Ja, jeg undertegnede har været der.) Og Justin Bieber… Han skal nok lave en grim glimmer-skandale, som ødelægger karrieren. Ligesom Britney Spears gjorde det.  

Til småbørnsforældre:
3) Am din baby i søvn
Det er smart, indtil det ikke er smart længere. Hvis ungen vænner sig til det, bliver det ligepludselig svært at være far (hvis han gerne vil hjælpe til). Eller mor, som gerne vil kunne sige “godnat” til et barn, der sover yndigt. Af sig selv. I sin egen seng.

4) Missekattemullerfussetoget
Vrøvleord som missekat, futtog, muhko, vovhund, bisserne. Behøver vi sige mere? Det er dobbeltarbejde. Du kommer til at ændre dit barns vrøvlesprog til menneskesprog senere.

Til teenageforældre:
5) Red din lille prins eller prinsesse økonomisk gang på gang
Vi siger det bare. Du hænger på dem resten af livet, hvis du konstant betaler huslejen eller de indkøb, der ikke er råd til, fordi “barnet” har været på gedin teenagedruk de sidste to weekender. Hvis du har penge, og gerne vil brødføde dit barn for evigt, ja så kan du slå dig løs. Ellers; dårlig ide.

6) Giv dem fisk og ost med på madpakken
Lad være. Det er pinligt, og det stinker og lægger op til øgenavne og mobning.

Ovenstående liste er sammensat ud fra en lang række råd og tips fra en kyndig Facebook-terminsgruppe af mødre og ikke mindst redaktionens egne, bitre erfaringer.