6 fejl du ikke må begå, når små børn bader i badebassin

Nils Würtzenfeld

442 uger siden

|

07/06/2016

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Sommeren er en tid, hvor vi tilbringer så meget tid i haven så muligt.

Der bliver grillet, slået græs, slikket sol og for børnefamilier er det velkendte badebassin et sikkert hit.

Desværre er badebassiner ikke ufarlige – heller ikke selvom der bare er tale om et lille soppebasin. For hvis ikke forældrene ser til fra sidelinjen, så kan små børn nemt drukne i selv det mest harmløse badebassin. Det skriver Samvirke.

Derfor har magasinet søgt råd hos Svend Hedegaard, der er formand for Rådet for Større Badesikkerhed. Han har hjulpet med at lave en liste med seks fejl, som man nemt kan begå, når man slipper børnene løs i havens badebassin.

1. Du lader børnene bade alene. Selvom jeres badebassin er lille og vandstanden er forholdsvis lav, så skal du hele tiden være til stede til at holde øje med dine børn, for selv en smule vand kan koste dem livet.

- Små børn i alderen 1-3 år drukner meget hurtig og stort set lydløst, siger Svend Hedegaard, der vurderer, at der kommer lige så mange børn til skade i badebassiner i haven som i søer, svømmehaller og havet.

2. Du går 'bare' et kort øjeblik. Hvis du lige skal på toilettet, hente noget at drikke eller har andre hurtige erinder i huset, så kan du vel godt forlade havebassinet et kort øjeblik ikke? Forkert. Hvis du forlader børnene uden opsyn, kan det lynhurtigt gå galt. Derfor skal du tage barnet med eller stoppe badeaktiviteterne, indtil du er tilbage.

- Det tager kun få sekunder for et barn at drukne. De små børn lader ikke være med at trække vejret, selvom de ligger med hovedet i vand. Derfor trækker de vand ned i lungerne, og så er de i princippet druknet, siger Svend Hedegaard.

3. Du tænker, at lavt vand er ufarligt. Helt ærlig – en lille smule vand kan vel ikke være farligt, kan det? Jo desværre. Selvom der kun er begrænset vand i bassinet, så skal der ikke mere end omkring fem centimeter vand til, før et barn kan drukne.

- Der findes børn, der er druknet i et fuglebad, siger Svend Hedegaard.

4. Du tror, at dit barn selv kan rejse sig. Der kan godt være, at dit barn er sikker på fødderne, men i vand er det ofte en anden sag. Små børn under fire år kan ikke nødvendigvis selv rejse sig, hvis de falder i vand, da siderne i et havebassinet er glatte og ikke til at få fat på. Dit barn kan i øvrigt også være faldet og havde slået sig bevidstløst, og så er druknedøden sikker.

- Små børn gør ikke noget for at redde sig selv. Det er ikke en del af deres kompetencer. De vender sig ikke om, men bliver liggende på maven og risikerer at få vand suget ned i lungerne, siger Svend Hedegaard.
Også større børn skal være under opsyn, når de bader. Selvom de kan rejse sig i bassinet, så kan vilde udskejelser eller hovedspring i større badebassiner i værste fald slå dem bevidstløse, hvis de rammer det hårde græs under bunden på bassinet.

5. Du tømmer ikke badebassinet efter brug. Flere og flere børnefamilier investerer i store badebassiner, der nærmest gør det ud for en lille swimmingpool. De er dog ikke sådan lige at tømme, og det kan være farligt. For selvom du ikke har givet børnene lov til at hoppe i vandet, så har de stadig adgang til badebassinet, uden at forældrene er opmærksomme på det, og vi må nok være ærlig og indrømme, at nysgerrige børn ikke altid gør, som de får besked på.

- Badebassinerne skal altid tømmes efter brug, indhegnes eller indkapsles, så børnene ikke ikke kan komme til vandet, siger Svend Hedegaard.

Med til de store badebassiner hører ofte et betræk, som sørger for, at der ikke falder blade og skidt i bassinet, og selvom sådan et betræk måske nok kan holde en kat ude, kan det ikke forhindre et barn fra at falde i.

- De store badebassiner, der står fyldt med vand og et betræk over, er exceptionelt farligt, siger Svend Hedegaard.

6. Du kender ikke til førstehjælp. De fleste mennekser har en nogenlunde idé om, hvordan man udøver førstehjælp, men ved du helt ærlig, præcis hvordan du skal agere, hvis ulykken indtræffer? Rigtig mange føler sig ikke hjemme i førstehjælp, og derfor skal du altid ringe 1-1-2, inden du går i gang med livreddende førstehjælp.

Hvis dit barn har slugt vand og er bevidstløst, skal du puste luft i barnet fem gange og støde på hjertet hurtigt 30 gange, og gentage dette, til du får liv i barnet – eller redningshjælpen når frem.

Forhåbentlig vil barnet selv gylpe vandet op og komme til bevidsthed. Hvis barnet har været bevidstløst efter at være druknet, skal lungerne efterfølgende tjekkes hos lægen eller skadestuen.

Følg Dagens Advarsler for flere lignende artikler: