50.000 russere i sørgemarch for dræbt oppositionsleder

admin

9 år siden

|

01/03/2015

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Titusinder af russere gik søndag efter middagstid gennem Moskvas gader i en sørgemarch til minde og ære for oppositionslederen Boris Nemtsov, som blev skudt på gaden sent fredag aften tæt ved Kreml.

Med store russiske flag i hænderne gik folkemængden mod det sted, hvor Nemtsov fredag før midnat faldt død om ramt af skud.

Ifølge arrangøren deltager 70.000 mennesker i sørgemarchen.

- Vi vurderer, at flere end 70.000 er mødt op, siger en af arrangørerne Aleksander Ryklin til nyhedsbureauet AFP.

Politiet derimod skønner tallet til "flere end 16.000". Der meldes om stor trængsel og mange, som fortsat var på vej op fra metroskakterne, efter at marchen var indledt.

Egentlig skulle den 55-årige tidligere vicepremierminister være frontfigur i en stor demonstration planlagt af oppositionen.

Men fredag aften blev han skudt og dræbt af ukendte gerningsmænd i en forbipasserende bil, da han gik på en bro sammen med en ukrainsk kvinde.

Derfor er demonstrationen mod styret i Moskva i stedet blevet til en sørgemarch for en politiker, der af mange blev betragtet som en af de modigste og stærkeste oppositionsstemmer i Rusland.

Nemtsov havde tidligere i år over for New York Times spøgt med, at Putin måske ville dræbe ham.

Putin har fordømt drabet og erklæret i et brev til oppositionslederens 87-årige mor, at de skyldige vil blive fundet og straffet.

Få timer før Nemtsov blev skudt, havde han optrådt i et russisk radiointerview om situationen i Ukraine.

Her beskyldte han blandt andet styret i Moskva for at stå bag uroen i Ukraine, og han appellerede til, at man straks stopper krigshandlinger i den tidligere sovjetrepublik.

Boris Nemtsov, som kommer fra Sotji, havde tætte forbindelser til Ukraine, og han mødtes for nylig med den ukrainske præsidents rådgiver, den tidligere hviderussiske præsident Mikhail Saakasjvili i Kijev.

Politiske ledere verden over har fordømt drabet, blandt andre den amerikanske præsident, Barack Obama, som hyldede Nemtsov for at kæmpe for rettigheder, som russere ikke har.

Myndighederne i Rusland har ekstraordinært givet tilladelse til, at 50.000 mennesker kan samles søndag i Moskva.

Sørgemarchen slutter ved broen, hvor Nemtsov blev dræbt.

Mange mennesker har lagt blomster på stedet og utallige har de seneste dage været forbi for at mindes den tidligere vicepremierminister.

/ritzau/AFP