Nytåret er ikke en fest for alle – især for vores firbenede venner kan årets sidste fest være den mest skræmmende tid på hele året.
Men med lidt forberedelse de kommende dage kan du sikre en mere tryg nytårsaften for dig og de firbenede.
Sådan skriver Agria Dyreforsikring i en pressemeddelelse.
"Den pludselige larm og de uforklarlige lysglimt kan være både stressende og skræmmende for vores firbenede venner. Vi kan jo ikke forklare vores dyr, at det ”bare er fyrværkeri”, og at der ikke er noget at være bange for. Især vores yngste kæledyr, der oplever nytåret for første gang, og dem, der har dårlige erfaringer fra tidligere, kan have det svært i dagene, mens affyringen står på," forklarer Lotte Evers, marketingchef hos Agria Dyreforsikring.
Hun forklarer, at utryghed, angst og flugt alle er forståelige reaktioner, når man tager hundens og kattens natur i betragtning:
"Hvert år bliver hunde og katte overraskede af fyrværkeri – nogle gange med et tragisk resultat, fordi et panikramt dyr ofte spurter blindt ud i natten –og i trafikken. Overlever den det, kan dyret have svært ved at finde hjem igen."
Lotte Evers forklarer, at det er lykkedes at få fyrværkerilovgivningen ændret, så private kun må affyre fyrværkeri den 31. december og den 1. januar.
Nytårsaften
"Du bør aldrig lade din hund eller kat være alene nytårsaften, hverken ude eller hjemme. Undgå også at invitere mange gæster, da vores firbenede venner kan blive ekstra stressede og usikre, hvis der er mange fremmede, evt. højtråbende og berusede mennesker," forklarer Lotte Evers, som anbefaler, en ”lukket fest”, hvor du trækker gardinerne for og tænder for tv'et eller radioen i god tid før midnat.
"Det kan være en god ide at tage hund og kat og deres respektive yndlings-senge med ind i det værelse i hjemmet, du kommer til at opholde dig i. Hvis du har en madelskende hund eller kat, der gerne vil spise, selvom den er utryg, kan hunden få lov at hygge sig med et tyggeben og begge kan bruge mental energi på at lede efter lækre godbidder. Nogle dyr kan desuden have gavn af beroligende feromonprodukter, som du kan købe i en dyrehandel eller hos dyrlægen," forklarer hun.
De første dage i 2025
I dagene efter nytår anbefaler Lotte Evers, at du fortsat holder hunden i snor, når du færdes ude.
"Selv om det kun er lovligt at fyre fyrværkeri af den 31. december og den 1. januar, så ved vi af erfaring fra tidligere, at der ofte bliver fyret af et par dage ind i januar. Vær også opmærksom på fyrværkerirester samt raketpinde og glasskår hvor I færdes, som hund og kat kan træde på eller finde på at samle op."
Hvis du konstaterer, at dit dyr bliver bange for fyrværkeri i år, så husk på, at du det kommende år kan gøre en del for at lydtræne, så dit dyr er mindre bange til næste år.)
8 gode nytårsråd til en tryg nytårsaften for dit kæledyr
Lad aldrig dit lydangste dyr være alene hjemme nytårsaften. Selvom du ikke har set en reaktion året før, kan lydangst hurtigt opstå.
Overvej at fejre nytåret med dine kæledyr langt væk fra den største fyrværkeri-risiko – f.eks. ude på landet, i et sommerhus eller på et lufthavnshotel.
Gå en ekstra lang tur med hunden i god tid før midnat, og leg lidt ekstra med katten, så de er naturligt trætte, når det går løs med knald og brag ved årsskiftet. Undlad at tage dit dyr med udenfor ved midnatstid også selvom du selv mener, hunde ikke er bange for fyrværkeri.
Undgå at tage dit dyr med på besøg eller at være vært for en fest med mange mennesker i dit hjem. Det øger risikoen for, at dyret bliver ekstra stresset, eller at nogen ved et uheld lukker dyret ud. Rolige og velkendte rammer er et must for vores dyr sådan en dag.
Hold altid snor på din hund, når den er ude i tiden omkring nytår, og sørg for at holde udekatten inde fra formiddagstid for at sikre, at det ikke løber væk i panik.
Skab et lydtapet ved at skrue op for radio/TV. Stabil høj lyd ’neutraliserer’ de pludselige brag.
Træk gardiner og persienner for i dit hjem, så der ikke er udsyn til lysglimt.
Indret et mørkt, hyggeligt rum, hvor du og dit dyr kan være nytårsaften, og tilvæn dit dyr til at opholde sig der et par dage i forvejen, så den føler sig tryg.