Lene Rantala var med, da det danske kvindehåndboldeventyr begyndte ved VM i 1993, og den nu 45-årige keeper er stadig aktiv for det norske tophold Larvik.
Men når hun har spillet de to resterende finaler om det norske mesterskab, så er det slut. Det fortæller Larviks træner, Ole Gustav Gjekstad til Østlands-Posten.
- Lene er færdig som spiller i klubben efter de to finaler. Hun har haft sine skader i denne sæson, og alderen taler lidt imod hende. Vi vælger at tage skiftet nu, siger han.
Dermed er en lang karriere ved at være forbi. Foruden EM-, VM- og OL-guldmedaljer med Danmark har Lene Rantala også skovlet titler ind med Larvik.
39 af slagsen er det indtil videre blevet til i 17 sæsoner, som i alt har budt på 666 kampe.
Det behøver dog ikke være et endeligt farvel til Larvik. Gjekstad siger til avisen, at man gerne vil beholde den erfarne keeper i en ikke fastlagt rolle i klubben.
Lene Rantala afløses i den kommende sæson af en anden dansker. Landsholdsmålmand Sandra Toft har skrevet en treårig kontrakt med nordmændene, der nåede blandt de sidste otte hold i dette års Champions League.
Toft kommer dog ikke til at mangle rutine at læne sig op af. Hendes makker i målet bliver den norske veteran Cecilie Leganger, der er 39 år og har kontrakt for næste sæson med.
/ritzau/