Dna-spor har været med til at fælde en 44-årig mand, der fredag er blevet idømt en behandlingsdom, efter at Københavns Byret har kendt manden skyldig i en voldtægt fra juni 2014 i København.
Det oplyser anklager Mette Maria Lorentzen.
Flere kvinder blev krænket af en eller flere mænd på de københavnske gader i efteråret 2015. En mand blev anholdt i forbindelse med sagen, men det viste sig imidlertid ikke at være ham. Inden politiet løsladte manden, tog de alligevel en dna-prøve fra ham.
Dna-prøven viste sig at passe med dna-spor fundet i forbindelse med den grove voldtægtssag fra 2014, som manden fredag er blevet dømt for.
- Dna-oplysningerne var hovedbeviset. Men det er sådan, at dna-beviser ikke kan stå alene, og det skal understøttes af andre, og det blev det her.
- Det var blandt andet signalementet, og faktummet at hans bopæl var tæt på gerningsstedet, siger Mette Maria Lorentzen.
- Begge dele er mindre omstændigheder, men sammen med dna-beviserne kunne det føre til domfældelse, tilføjer hun.
Natten mellem 7. og 8. juni 2014 blev en kvinde antastet af den dømte, der trak hende ind i en ukendt baggård i området ved Jagtvej, Rådmandsgade og Tagensvej på Nørrebro i København.
Ifølge anklageskriftet ventede flere mænd inde i gården. Den tiltalte og mindst en anden gerningsmand voldtog på skift kvinden, imens hendes arme var fastholdt. Under voldtægten skal hun også være blevet slået i hovedet med en øldåse.
Og det var ikke den eneste gang, at den 44-årige mand så sig fristet til at forgribe sig på en fremmed.
Over et år efter at den tiltalte angiveligt skulle have begået voldtægten, kyssede og krammede han en anden 26-årig kvinde på Falkoner Allé på Frederiksberg. En kvinde, som han ikke kendte forinden.
Københavns Byret har desuden besluttet, at manden skal udvises. Han ankede dommen på stedet.
/ritzau/