40 kvinder kan have fået kræft efter it-fejl

admin

|

24/03/2014

Dagens topnyheder

Cirka 40 kvinder kan have fået livmoderhalskræft efter en it-fejl i de gamle amter. Det oplyser regionerne i en redegørelse til Folketingets sundhedsudvalg.

Allerede i oktober kom det frem, at cirka 27.000 kvinder ved en fejl var blevet frameldt screeningsprogrammet mellem 1981 og 2007, men det stod ikke klart, hvor mange personer, der muligvis kunne have undgået livmoderhalskræft, hvis de var blevet screenet.

Det fik daværende sundhedsminister Astrid Krag (SF) til at kræve en redegørelse, og det er den, der altså er kommet nu.

- Det her er en rigtig, rigtig træls sag, hvor teknologien svigtede gennem 26 år, sagde formanden for Danske Regioner, Bent Hansen (S), da fejlen blev opdaget.

De kræftsyge kvinder vil nu modtage et brev med oplysninger om, at regionen vil hjælpe dem med at kontakte Patienterstatningen.

I december fik en uhelbredeligt syg kvinde udbetalt erstatning. Patienterstatningen vurderede, at var hun blevet indkaldt til screening, kunne hun være blevet reddet med et simpelt keglesnit.

Ifølge de sidste meldinger har 103 kvinder indtil i dag anmeldt skader til Patienterstatningen, som de mener er opstået på grund af manglende invitation til screening.

En del af sagerne er dog ældre end 10 år, og det betyder, at Patienterstatningen ikke har kunnet behandle dem, fordi de har været forældede.

Det har fået sundhedsminister Nick Hækkerup (S) til at bebude en særlov, der skal sikre, at også de kvinder kan søge erstatning.

Der er blevet sendt brev til 19 kvinder i Region Midtjylland og fire kvinder i Region Nordjylland. Region Syddanmark er endnu ikke færdige med at analysere, hvor mange kvinder, der skal have brev, men forventer at det er på samme niveau som i Midtjylland.

Den gennemsnitlige erstatning for overset livmoderhalskræft ligger på 500.000 kroner, men erstatningernes størrelse varierer meget.

/ritzau/