Forsvarsveteranen Kasper Nielsen er med i den landsholdstrup, som torsdag blev udtaget til næste uges håndboldsamling.
Torsdag er de sidste brikker faldet på plads i forhold til den trup, landstræner Gudmundur Gudmundsson har udtaget til næste uges landsholdssamling i Silkeborg.
- I forhold til den oprindelige trup, der bestod af 20 spillere, er vi efter meget nøje overvejelser landet på 19, siger Gudmundsson i en pressemeddelelse.
Den nytiltrådte landstræner har modtaget afbud fra Mikkel Hansen, Morten Olsen og Jesper Nøddesbo, som alle er optaget af klubkampe, og der må også ses bort fra langtidsskadede Klaus Thomsen.
- Jeg har udtaget rutinerede Kasper Nielsen fra Füchse Berlin og Michael Damgaard fra Team Tvis Holstebro. En spiller, der i mine øjne repræsenterer fremtiden, og desuden er Jacob Bagersted indlemmet i truppen, siger Gudmundsson.
39-årige Kasper Nielsen står indtil videre noteret for 191 landskampe og 289 scoringer for Danmark, og han var senest med, da landsholdet i november 2013 spillede Golden League i Oslo.
Den 15 år yngre Damgaard har stadig sin debut på A-landsholdet til gode, men han har spillet to kampe på det udviklingslandshold, som i påsken 2013 var med i en firenationers-turnering i Polen.
Truppen, der deltager i træningslejren, ser herefter således ud:
Målmænd:
Niklas Landin, Rhein-Neckar Löwen
Jannick Green, SC Magdeburg
Søren Rasmussen, Bjerringbro-Silkeborg
Stregspillere:
René Toft Hansen, THW Kiel
Henrik Toft Hansen, HSV Hamburg
Jacob Bagersted, SC Magdeburg
Fløjspillere:
Lasse Svan Hansen, SG Flensburg-Handewitt
Hans Lindberg, HSV Hamburg
Casper U. Mortensen, Sønderjyske
Anders Eggert, SG Flensburg-Handewitt
Bagspillere/forsvarsspillere:
Kasper Søndergaard, Skjern
Mads Christiansen, Bjerringbro-Silkeborg
Mads Mensah Larsen, Rhein-Neckar Löwen
Henrik Møllgaard, Skjern
Nikolaj Markussen, Skjern
Lasse Kronborg, GOG
Bo Spellerberg, KIF Kolding København
Michael Damgaard, Team Tvis Holstebro
Kasper Nielsen, Füchse Berlin
/ritzau/