23-årig springer over mur og flygter fra arrest

admin

10 år siden

|

02/06/2014

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Østjyllands Politi leder efter en 23-årig mand, som søndag eftermiddag flygtede fra arresten i Randers.

Manden sad varetægtsfængslet i arresten for personfarlig kriminalitet, men han vurderes ikke at være farlig, oplyser vagtchef Christian Riis, Østjyllands Politi.

Vagtchefen ønsker ikke at oplyse, hvad præcis manden er varetægtsfængslet for. Kun at det drejer sig om personfarlig kriminalitet i Ebeltoft i marts i år.

Sidst på eftermiddagen søndag lykkedes det den 23-årige at klatre over ringmuren og flygte fra arresten. Han blev sidst set i Brødregade kort efter flugten.

Den unge mand beskrives som en dansk mand. Han er 180 centimeter høj og spinkel af bygning.

Han har blå øjne, og ifølge politiet skeler han. Han har lysblond hår, der er klippet helt kort i siderne og lidt længere oven på hovedet.

Han havde ved flugten blå cowboybukser på, hvid t-shirt og en sort langærmet trøje. På fødderne havde han sorte sko.

Folk, der har oplysninger om flugtfangen, kan kontakte Østjyllands Politi på telefon 114.

/ritzau/