2000 nye virksomheder ser dagens lys - om måneden

admin

10 år siden

|

05/10/2014

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Hver måned starter 2000 nye virksomheder op. Det viser tal fra kreditvurderingsinstituttet Experian ifølge erhvervsorganisationen Dansk Erhverv.

Det betyder, at antallet af nye virksomheder i Danmark nu er på samme niveau som før finanskrisen, og det er der flere årsager til.

- På den ene side er det uden tvivl de lysere vækstudsigter - omvendt er en anden væsentlig årsag et presset arbejdsmarked, hvor især unge mennesker har svært ved at få fodfæste, siger Frank Papsø, nordisk direktør for analyse og forretningsudvikling hos Experian.

Størstedelen af de nye virksomheder har ingen ansatte og etableres typisk inden for handel, service- og rådgivningsfag. Men de nye selskaber er generelt sårbare, og deres overlevelsesrate og vækst skal forbedres, lyder det fra Dansk Erhverv.

- Det, at flere nu tør tage springet, følge drømmen og starte egen virksomhed, tyder på, at vi har fået en stærkere iværksætterkultur i Danmark, hvor lønmodtagerkulturen ellers er dominerende, siger erhvervspolitisk konsulent i Dansk Erhverv Sigurd Schou Madsen i en kommentar til tallene.

Af de nye virksomheder er det omkring hver fjerde, der startes af en iværksætter. Siden 1. januar har man kunnet stifte iværksætterselskaber som IVS. Det er en særlig type anpartsselskab med en startkapital blot på en krone.

Tal fra Erhvervsstyrelsen viser, at den type iværksættervirksomheder i snit har en egenkapital på 3000 kroner.

- Det er sårbart med en så lille egenkapital. Hver 20. dansker står i RKI. Aktuelt har dansk erhvervsliv 17 milliarder kroner til gode hos forbrugere, der ikke har betalt for deres ydelser - det kan slå hårdt, når en virksomhed har meget lidt at stå imod med, siger Frank Papsø.

Indtil videre har de nyetablerede IVS'er dog klaret sig nogenlunde. Ifølge Experian har et enkelt IVS måttet dreje nøglen om som følge af en konkurs. Fem har selv valgt at lukke.

/ritzau/