20 mennesker meldes dræbt i voldsom togulykke i Indien

admin

10 år siden

|

26/05/2014

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Seks togvogne blev afsporet, og tv-optagelser viser, hvordan metal og ødelagt glas er spredt ud over skinnerne efter en togulykke i det nordlige Indien, hvor mindst ni personer har mistet livet. Mange flere frygtes at være omkommet.

Ulykken skete, da et passagertog kørte ind på en perron, hvor der i forvejen holdt et godstog.

Der er flere forskellige modstridende oplysninger om, hvor mange personer, der har mistet livet i ulykken, der skete på en togstation i distriktet Sant Kabirnagar i delstaten Uttar Pradesh. Lokale medier skriver om op mod 40 døde, men myndighederne taler indtil videre om 10 omkomne.

Seks vogne blev afsporet ved sammenstødet, og mange mennesker blev klemt inde i de ramponerede togvogne.

Indiens nyvalgte premierminister, Narendra Modi, udtrykker sin medfølelse med ofrene og deres pårørende.

- Jeg kondolerer til familierne og de, der mistede livet i Gorakhdham-tragedien. Jeg beder for de sårede, sagde han mandag ifølge AFP.

De indiske jernbaner transporterer dagligt op mod 20 millioner passagerer, og det er langtfra første gang, en ulykke kræver liv.

I januar omkom ni passagerer på et tog, da det af ukendte årsager begyndte at brænde, mens det kørte. Tidligere samme måned dræbte en anden brand 26 personer på et tog i det sydøstlige Indien.

I 2012 slog en rapport fra regeringen fast, at næsten 15.000 personer årligt bliver dræbt på de indiske jernbaner på grund af de dårlige sikkerhedsstandarder.

/ritzau/dpa