Retten i Glostrup har onsdag varetægtsfængslet en 18-årig mand i tre uger for medvirken i et særdeles groft røveri.
Lillejuleaften sidste år overfaldt to maskerede røvere en 41-årig butiksansat i Rema 1000 på Egelundsvej i Albertslund.
Butiksassistenten blev først sprøjtet i ansigtet med peberspray, og efterfølgende blev han stukket to gange med en kniv i ryggen. Skaderne var så voldsomme, at det efterfølgende krævede en operation på Rigshospitalet.
Den 18-årige blev onsdag morgen anholdt af Københavns Vestegns Politi, og blev sigtet for forsøg på manddrab, særligt groft røveri og grov vold.
Ved grundlovsforhøret onsdag eftermiddag nægtede den 18-årige sig skyldig.
Politiet er stadig på jagt efter den anden af de to mænd, som medvirkede til røveriet, og derfor begærede politiet dørlukning ved grundlovsforhøret.
/ritzau/