En 18-årig mand er i kritisk tilstand, efter at han fredag aften kravlede ud af vinduet i en tredjesals lejlighed i Odense og faldt ned. Det oplyser Fyns Politi.
Han var til forfest med nogle venner på Søndre Boulevard, inden de skulle i byen. Han går ud i køkkenet og kort efter finder en kammerat ham hænge fra køkkenvinduet, hvor han klamrer sig fast.
- Kammeraten får fat i ham, men kan ikke holde ham. Han glider langsomt ned, så han kun holder fast i hænderne, og til sidst falder han ned, fortæller vagtchef Hans Frederiksen fra Fyns Politi til bt.dk.
Drengen rammer et gelænder til en trappeskakt.
Ulykken skete omkring klokken 22.53.
/ritzau/