Bundesligaen i håndbold blev lørdag sat i gang, og det skete vanen tro med masser af danske scoringer.
Hele 16 mål kom fra danske hænder, da Flensburg-Handewitt lagde ud med en hjemmesejr over TSG Friesenheim på 29-23 efter 13-8 ved pausen.
Fløjspilleren Anders Eggert blev kampens topscorer med otte mål. Det hører dog med til historien, at fem af dem blev eksekveret som straffekast.
Lasse Svan Hansen scorede fem gange i sejren, mens Thomas Mogensen blev noteret for tre mål.
Hos Kiel kom René Toft Hansen på tavlen med fire mål, men det kunne ikke forhindre et stort nederlag til mesterholdet.
På udebane måtte Kiel se sig slået med 21-27 af Lemgo.
Tre minutter før tid blev René Toft Hansen i øvrigt præsenteret for et rødt kort efter tre to-minutters-udvisninger.
/ritzau/