Flere end 100.000 danskere har nu skrevet under på, at de modsætter sig, at en del af Dong Energy bliver solgt til den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs.
Dermed har protestaktionen på internettet søndag morgen nået nye højder.
Torsdag havde 18.854 erklæret deres modstand, men det tal steg lørdag inden midnat til 96.840. Alene fredag satte mere end 50.000 deres digitale underskrift.
Trods den stigende modstand afviser finansminister Bjarne Corydon (S) alternative forslag til at sikre Dong den tiltrængte kapitalindsprøjtning.
Tilbuddet fra Goldman Sachs om i samarbejde med ATP og PFA at skyde 11 milliarder kroner i selskabet er "den bedste løsning", har finansministeren forsikret.
Senest meldte fire danske pensionsselskaber sig på banen for at sikre, at det statsejede energiselskab forbliver på danske hænder uden indflydelse fra omverdenen, men Corydon afviste at have fået en seriøs henvendelse fra dem.
Aftalen om at sælge 19 procent af energiselskabet til Goldman Sachs er endnu ikke godkendt og skal behandles i Folketingets finansudvalg torsdag. Inden da skal Corydon tirsdag i samråd i finansudvalget.
Et af kritikpunkterne er, at Goldman Sachs har placeret den mulige investering i skattely, så staten går glip af skatteindtægter i forbindelse med udbetaling af udbytte og overskud.
En anden kritik er bankens særlige vetoret i Dong Energy på trods af de blot 19 procents ejerskab.
Det giver banken råderet over udnævnelser i direktionen, ændring af vedtægter, samt nye investeringsområder, som kritikere frygter kan komme i karambolage med såvel statens som Dongs langsigtede interesser.
Regeringen ventes at gennemføre salget med støtte fra Venstre og De Konservative, der foreløbig ikke har villet kommentere den tiltagende kritik fra blandt andre Dansk Folkeparti, Enhedslisten og det socialdemokratiske bagland mod aftalen.
/ritzau/