100 fans i masseslagsmål efter fodboldkamp i Parken

admin

10 år siden

|

04/05/2014

Dagens topnyheder

Politibetjente kæmpede søndag aften for at skille over 100 fans fra FC København og Brøndby IF fra hinanden, da fansene efter et lokalopgør i Superligaen endte i et "masseslagsmål" uden for stadion, oplyser Københavns Politi.

- Det er ikke gået, som vi har ønsket, da der er 100 til 200 fans, der har været i masseslagsmål ved B-tribunen. FCK-fans væltede et hegn og løb over mod Brøndbyfansene, siger vicepolitiinspektør Henrik Møller til Ritzau.

Der er ikke umiddelbart fans, som er så medtaget, at de er kørt med ambulance til hospitalet, oplyser politiet, der havde trukket stavene for at få ro på fansene.

Kampen endte 1-1, efter at FC København scorede i kampens sidste minutter. Politiet fokuserede på at få Brøndbyfansene sendt hjem med særtog fra Svanemøllen Station.

- Vi er massivt til stede, og vi har nu fået Brøndbyfansene med toget hjem, så vi regner med at der nu er ro på, siger Henrik Møller.

Politiet har i alt 15 anholdte i løbet af dagen, som de mener kan tilknyttes fodboldkampen. De er anholdt for hærværk, fyrværkeri, narkobesiddelse og vold mod betjente, oplyser politiet.

Brøndby og FCK har lige mange point i Superligaen, og holdene kæmper om bronzemedaljen. Den tætte rivalisering i tabellen har denne gang betydet, at der er udsolgt til kampen i Parken.

/ritzau/