Der kan være mange grunde til at man ønsker at udskifte sit fornavn, mellemnavn eller efternavn eller måske endda hele molevitten.
Men hvad koster det, og hvordan foretager man navneændring?
Navneændring
Hvis du vil ændre et hvilken som helst af dine navne, skal du starte med logge ind på borger.dk med dit NemID og søge om det. Det gør du ved at klikke på fanen “Familie og børn” og så “Navne og navneændring”. Her skal du så vælge “Navneændring” for at komme i gang.
Du skal være fast bosiddende i Danmark, for at kunne ændre dit navn her.
Så meget koster det at skifte navn
Uanset, hvilken type af navneændring du ønsker, skal du betale et gebyr på 500 kr. Administrationsgebyret skal betales, uanset om din navneændring godkendes eller ej, og det dækker kun behandlingen af din ansøgning.
Det er dog enkelte tilfælde, hvor du kan få lov til at gøre det gratis, såsom ved indgåelse af ægteskab.
Hvis du, såfremt din navneændring bliver godkendt, også ønsker at udskifte det i dine personlige papirer som kørekort, sygesikringsbevis eller pas, skal disse fornys og der skal betales det sædvanlige gebyr for det, og søge om det via andre kanaler.
Det sker altså ikke automatisk.
Du skal huske at få ændret dit sundhedskort – det gule sygesikringsbevis, når du foretager navneændring. Det kan du gøre på borger.dk.
Det koster et gebyr på 200 kr. medmindre der er tale om flytning eller navneskift på grund af indgåelse af ægteskab.
Der foreligger til gengæld ikke noget krav om, at pas og kørekort skal skiftes ud i forbindelse med navneændring.
Disse vil altid være gyldige indtil den udløbsdato, der står på det pågældende dokument.
Vælger du at undlade at rette det, skal du være opmærksom på, at du ved køb af flybilletter skal huske at skrive det navn, der står i dit pas.
Ønsker du at skifte navnet i dine personlige papirer, skal du regne med separate gebyrer for hvert dokument.
Navneændring for flere personer?
Skal der foretages navneændring for mere end en person, skal der normalt betales et gebyr pr. person, medmindre at du er omfattet af et af nedenstående eksempler.
Så kan du nemlig slippe med at betale ét enkelt gebyr.
Det gælder, hvis personerne i ansøgningen er:
- Ægtefæller
- Ugifte samlevende
- Søskende eller plejebørn og under 18 år
- Forældre og børn under 18, der ansøger om at få samme navneændring
Navneændringer ved ægteskab og skilsmisse
Hvis du ønsker at skifte navn i forbindelse med indgåelse af ægteskab, kan I undgå gebyret ved at ansøge om ændringen senest tre måneder efter vielsen.
Du/I kan også vælge at søge om navneændring på forhånd, og så skal det ske senest 15 dage før vielsen for at det kan nå at træde i kraft på bryllupsdagen.
Skal du derimod skilles, kan du ikke komme uden om gebyret på 500 kr., uanset om du gerne vil have dit navn ændret til dit tidligere navn.
Sådan ændrer man navn for et barn
Det er som tidligere nævnt gratis at foretage navneændring for børn under 18 år, men der er til gengæld en række andre forhold som du skal huske at have i mente.
- Deles forældremyndigheden, skal begge forældre give samtykke til navneændring.
- Har du alene forældremyndigheden, skal du oplyse den anden forælder om navneændring.
- Har du alene forældremyndigheden, og bærer dit barn den anden forældres mellem- og /eller efternavn, skal den anden forælder afgive erklæring om, at barnets navneændring accepteres.
- Børn over 12 år, skal selv give sit samtykke til navneændringen.
- Børn under 12 år vil blive spurgt af myndighederne om deres holdning til en sådan navneændring. Forespørgslen sker under hensyn til barnets alder og modenhed.
- Skal barnet have et mellem- eller efternavn fra en stedforældre eller en plejeforælder, skal pågældende person give samtykke til navneændring.
Hvem skal vide besked?
Dit nye navn bliver automatisk registreret i Folkeregistret.
Du skal dog huske selv at gøre alle andre instanser og relevante personer opmærksom på din navneændring.
Det vil sige, at du skal huske at informere:
- Din arbejdsgiver
- Din bank
- Dit forsikringsselskab
- Din skole eller uddannelsesinstitution
Hvis du bor i udlandet og ønsker navneændring
Som dansk statsborger med fast bopæl i et andet land, skal man søge om navneændring i det pågældende land.
Hvis ansøgningen bliver afvist i dit bopælsland på grund af det danske statsborgerskab, kan du søge om navneændring via det danske sogn, du sidst har boet i via borger.dk.