Tidligere i år fik den kendte tidligere tv-vært og iværksætter Andrea Elisabeth Rudolph konstateret brystkræft. Det kom naturligvis som et stort chok for den 45-årige kendis, og var en stor omvæltning i hendes liv.
Hun har tidligere afsløret, at lægerne også fandt kræft i lymfekirtlerne under hendes arm. Af denne årsag har hun været nødt til at lade sig behandle med kemo for at bekæmpe kræften.
Nu har Andrea Elisabeth Rudolph dog god grund til at juble, afslører hun i et opslag på sin Instagram. Her oplyser hun nemlig, at hun netop er blevet færdig med sin kemobehandling, og derfor kan se frem til ikke længere at skulle undergå strålebehandlingen.
"Jeg har haft den bedste dag. Sidste kemo nr. 16 af 16," skriver hun i sit opslag på Instagram, og fortsætter:
"Jeg har fået de mest opløftende svar på min MR-scanning og jeg er klar til operation forhåbentlig næste uge. Tak for jeres fantastiske kærlige opbakning, alt jeres hjælp og hep, opmuntrende ord og hjerter. Det virkede og det fylder og vil altid fylde mit hjerte, tak."
Dermed afslører Andrea Elisabeth Rudolph også, at næste skridt i hendes behandling er, at hun skal opereres.
Den 45-årige driftige iværksætter afslørede i juni overfor Eurowoman, at hun skulle have fjernet sit ene bryst. I denne forbindelse foreslog hun, om ikke de blot kunne fjerne begge bryster på én gang.
"Jeg har allerede foreslået lægerne, om vi ikke bare skal fjerne begge bryster ved samme lejlighed. Jeg ville da være ked af det, hvis jeg fik kræft i det andet bryst også, og hvis jeg skal have lavet nye bryster med implantater, kommer de måske i højere grad til at ligne hinanden," sagde hun dengang til Eurowoman.