Byrådet i Skanderborg godkender længeønsket aftale: Nu udvider Smukfest med én hel uge

Mathias Madsen

94 uger siden

|

04/03/2023
Musik
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Danmarks smukkeste festival har fået én hel uge ekstra at larme og rode i.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Smukfest - også kendt som Skanderborg Festival eller Danmarks Smukkeste Festival - er én af Danmarks største og mest populære festivaler. 

Arrangementet samler hvert år mere end 50.000 mennesker til en ugelang fest i starten af august, og selvom selve festivalen 'kun' varer én uge, så varer forberedelser meget længere.

Det giver sig selv, at massevis af mennesker arbejdet på at arrangere og planlægge festivalen året rundt, men selve opbygningen og nedtagningen af festivalen tager også adskillige uger - og fremover kommer det til at vare endnu længere. 

Skanderborg Byråd har nemlig ifølge TV2 Østjylland godkendt et forslag fra Smukfest, som har ventet på godkendelse i adskillige år. 

Det betyder, at festivalen nu får én hel uge ekstra til at gøre klar i inden festivalen. Dvs. at opbygningen af festivalen nu må vare ni uger i stedet for otte, og det betyder ifølge festivalens talsmand, Søren Eskildsen, at festivalen kan blive mere bæredygtig. 

"For det første ønsker vi en mere velstruktureret proces omkring vores opbygning, så vi kan passe bedre på vores skov og være endnu mere bæredygtig," lyder det således fra Eskildsen, som desuden har udtalt: "Så kan vi bygge smartere, og når vi gør det, kan vi blive bedre til at passe på vores ting og gemme og genbruge i højere grad."

Ikke alle er dog lige glade for beslutningen. 

Danmarksdemokraternes Martin Frausing Poulsen er én af dem, som var imod forslaget, fordi han synes, at festivalen fylder mere og mere i Skanderborg.

Han har forklaret: "Jeg synes, at en gang imellem må man standse op og sige, nu er vi, hvor vi er nu, og så må man passe på træerne indenfor de rammer, man har."

Frausing Poulsen er bange for, at festivalen blot kommer til at fylde mere og mere i fremtiden, og Venstres Morten Møller deler hans synspunkt. 

Han har således udtalt: "Vi har ikke rigtigt set nogen situationer, hvor vi har trukket tilbage igen, når vi har udvidet noget for festivalen."

Nu er det dog sikkert, at festivalen får én ekstra uge, hvor de må larme og rode i skoven i Skanderborg.

På dette års festival kan deltagerne se frem til at høre navne som Andreas Odbjerg, Clara, David Guetta, Dodo & the Dodos, Italobrothers, MØ, Nik & Jay, Tobias Rahim og Rasmus Seebach.