I er parforhold er man ind i mellem nødt til at gå på kompromis. Den evne bliver kun udfordret den dag, man flytter sammen.
Det har en 24-årig kvinde lært på den hårde måde.
Det fortæller hun i et opslag på Reddit, hvor hun søger gode råd.
På det sociale medie spørger hun kort og godt:
“Er det mig, der er et røvhul, når jeg vælger at smide min kæreste ud af min lejlighed - i stedet for min kat?”
I opslaget forklarer hun, at hun har en kat, Millie, som hun kalder sin “lille pige”. Hun har haft katten, siden den var en killing.
“Da min kæreste og jeg begyndte at date, jokede han med, at hvis vi nogensinde skulle bo sammen, blev han nødt til at 'få katten af vejen.' Joken ignorerede jeg dengang,” forklarer hun og forsætter:
“Da vi begyndte at blive seriøse med at flytte sammen, spurgte han, om jeg ville overveje at give hende væk, for han kunne ikke lide tanken om at leve med en kat. Jeg lo næsten, før jeg indså, at han var seriøs. Jeg fortalte ham, at jeg under ingen omstændigheder ville af med min kat. Jeg følte mig skyldig i ikke at være villig til at gå på kompromis, men han tog det faktisk pænt og forsikrede mig om, at hvis hun var så vigtig for mig, ville han komme over det,” skriver hun.
Foto: Shutterstock.
Men sådan viste virkeligheden sig ikke at være.
“Spol frem til i aftes,” skriver kvinden i opslaget, der er delt på Reddit mandag.
“Jeg tror ikke, han vidste, at jeg var i køkkenet, da han kom hjem. Millie lå på sofaen, og jeg hørte ham gå ind i stuen og give et suk. Inden jeg nåede at sige noget, hørte jeg ham sige: ‘Du er så fandens værdiløs.’ Det skræmte mig, for jeg har aldrig nogensinde hørt ham tale med sådan ondskab. Han lød som en anden person. Det var bare så koldt og fjendtligt, at jeg gik i panik og skyndte mig ind i stuen,” skriver kvinden og uddyber, at situationen endte med råb og skrig.
“Det er her, jeg måske er røvhullet. Jeg blev helt vild. Jeg råbte og spurgte, hvad han bildte sig ind at tale sådan til hende. Han sprang op, og jeg tog Millie op og bad ham forlade min lejlighed med det samme. Han så trist ud og spurgte, hvor han skulle tage hen. Jeg fortalte ham, at jeg var ligeglad, han skulle bare gå,” forklarer hun og fortsætter:
“Han var sur og sagde, at han ville køre en tur og smækkede døren bag sig. Jeg begyndte straks at græde og havde Millie i armene. Jeg rystede, og hun kunne se, at jeg var ked af det. Hun beroligede mig, og senere da han sendte en besked og spurgte, om han måtte komme tilbage, sagde jeg ja.”
Foto: Shutterstock.
Da kæresten kom hjem, valgte kvinden at placere katten i soveværelset, så parret kunne tale sammen.
“Vi var begge meget roligere, og jeg følte mig som et forfærdeligt mennesker, da han forklarede sin side af sagen. Jeg kalder ofte Millie små navne, og han sagde, at han også havde forsøgt at være sjov, og jeg havde fejlvurderet hans tone. Han sagde, at det føltes forfærdeligt, at jeg valgte en kat frem for ham, og at jeg kaldte det ‘min lejlighed,' når den skulle være vores sted. Han fortalte mig, at han konstant følte sig som nummer to efter Millie, som jeg ikke engang ville overveje at finde et andet hjem til, og jeg havde smidt ham ud til fordel for et dyr, selvom han er et mennesker,” lyder det fra kvinden i opslaget.
“Jeg forklarede ham, hvor meget han betyder for mig, og undskyldte for nogensinde at få ham til at føle, at dette ikke var hans hjem,” tilføjer kvinden, som nu ikke kan finde ud af, hvordan hun skal håndtere situationen.
“Jeg tror, at jeg måske har overreageret, men jeg ved det bare ikke. Han er min kæreste, og Millie er noget, jeg fortsat nægter at gå på kompromis med. Men jeg tror heller ikke, at jeg bare tog fejl af hans måde at snakke til hende på,” skriver kvinden.
Hvad synes du? Er det en overreaktion? Burde hun finde et andet hjem til katten? Eller må kæresten acceptere kæledyret, der var i lejligheden først?
