Selvom de ikke længere kan bruges i det lokale supermarked, så betyder det ikke nødvendigvis at udgåede mønter ikke er penge værd. Værdien afhænger ofte af sjældenheden, udtaler møntekspert Claus Johansen fra montbutikken.dk, som har arbejdet med gamle mønter siden 2007.
Således kan man for eksempel finde 68 danske 25-øre-mønter til salg på Den Blå Avis (DBA) for 100 kroner, selvom mønten blev ugyldig i 2008 og helt blev fjernet fra betalingssystemet i 2011.
Ligeledes kan man finde en svensk 25-øre-mønt fra 1953 til salg for 60 gange sin oprindelige værdi; nemlig 15 kroner, selvom den også i Sverige er udgået.
Som bekendt er det dog ikke ensbetydende med, at mønterne er meget værd, at de er sat til salg for højere summer end deres oprindelige værdi - de skal lige sælges først.
Spørger man mønteksperten, Johansen, så er den danske 25-øre-mønt generelt heller ikke meget værd, fordi der er lavet mange af dem. Mønters værdi kommer generelt an på møntens alder og stand, og en 25-øre-mønt eller lignende kan derfor godt være mange penge værd, hvis den er fra et særligt år.
For eksempel skriver DBA Guide, at en 10-øre-mønt fra bestemte årstal kan være op til 300 kroner værd. Det skriver historie-online.dk.
Hvis man selv vil undersøge, om man har nogle værdifulde gamle mønter, så har Johansen en god tommelfingerregel til at finde ud af, om en mønt er penge værd. "Når vi taler danske mønter, plejer jeg at sige, at mønter fra før 1924 er noget værd," udtaler han således.
Som med enhver anden regel, så er der dog også undtagelser, og mønteksperten kan for eksempel fortælle, at mange har mønter, som daterer tilbage til år 0 og det gamle Rom, som de tror er mange penge værd på grund af den høje alder.
Det er dog ofte ikke tilfældet, da der findes rigtig mange af dem. Mønters værdi afhænger nemlig i stor grad af sjældenheden, da det primært er samlere, som køber gamle mønter.
Har man derfor en mønt, som man tror måske er mange penge værd, så forklarer han, at man kan slå den op på nettet og se, hvor mange der er blevet lavet med det årstal.
"Jo mindre oplaget var det år, jo mere er mønten værd," fortæller han til DBA Guide og fastslår samtidig at standen selvfølgelig også er vigtig.
Har man selv en stor samling af gamle danske mønter er det især værd at lede efter en-øre-mønter fra 1876 og 1881, da de er blevet solgt for op imod 10.000 kroner. Selv en-øre-mønter fra disse år i dårlig kvalitet bliver solgt til omkring 500 kroner.
Johansen selv vil ikke afsløre, hvad det dyreste møntsalg han kender til er, men han afslører, at det er langt over 10.000 kroner, så der er rig mulighed for at tjene penge på gamle mønter.
For eksempel kunne Jyllands-Posten i 2016 berette, at en britisk mand fandt en gammel mønt i hans søns legetøjskasse, som viste sig at være cirka 2 millioner kroner værd.