Juletraditioner fra hele verden du aldrig har hørt om før

Mathias Madsen

157 uger siden

|

25/12/2021
Livsstil
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Juleaften og dagene der følger er ofte nøje planlagt hos mange danske familier, da juletiden er lig med årelange traditioner. Sådan er det også mange andre steder i verden, selvom traditionerne måske ikke minder helt om vores egne.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Sneen har lagt sig i det meste af Danmark, lige akkurat som juleaften løb af stablen. Nu er den søde juletid ved at være ovre, men mange familier har stadig faste traditioner for både 1. og 2. juledag, ligesom de færreste bliver overraskede over, hvordan d. 24. december forløb, da det ofte foregår nogenlunde ens hvert eneste år.

Det er selvfølgelig ikke kun i Danmark, at vi har traditioner forbundet med julen. I andre lande er de dog noget mere specielle. Det skriver Unilad.

Ethiopien

I Ethiopien forbindes jul med en helt speciel hockey-lignende sportgren, og i stedet for at forbinde julen med religiøse traditioner, så kaldes julen altså Ganna. Et navn som stammer fra det hockey-lignende spil, som spilles én gang om året om eftermiddagen d. 7. januar.

Island

På Island har de en noget mere stille og hyggelig tradition kaldet Jolabokaflod. Det betyder, at de islandske familier udveksler bøger juleaften og bruger resten af aftenen på at læse bøgerne, mens de venter på, at julemanden ankommer. Ifølge BBC er traditionen skyld i, at Island har verdens højeste antal trykte bøger pr. indbygger.

Libanon

I Libanon må julen siges at være gavernes fest, og de fleste børn herhjemme kunne nok godt være med på at overtage landets tradition! Her er det nemlig ikke unormalt for børn at løbe op til (nogen gange fremmede) voksne og råbe: "Editi 'aleik" (red. Du har en gave til mig). Hvis den voksne er i besiddelse af en gave, så giver vedkommende den til barnet. 

Grønland

Vores 'lillebror' Grønland har en juletradition, som nok ikke falder i god jord hos det stigende antal vegetarer og veganere herhjemme. Landet, som blandt andet er kendt for deres sælfangst, har nemlig en tradition med at fylde et sælskind med hundredevis af små alkefugle, og derefter fermentere det i syv måneder, hvorefter de serverer fuglene hele i løbet af julen. Retten kaldes kiviak.

Japan

I landet i det fjerne Østen fejrer de færeste jul, da der ikke bor særlig mange kristne. Alligevel er der mange japanere, som markerer dagen d. 25. december, og op imod 3,6 millioner familier 'mødes' hvert år samme sted for at hente 'julemiddagen'; nemlig hos fastfood-kæden KFC. Det er blevet en tradition i landet, at det er de sprøde kyllingevinger og -lår, der spises juleaften.

Polen

I Polen kan juleaften godt gå hen og blive en langtrukken affære, hvis det er overskyet, eller hvis man bor midt i en by med meget lysforurening. I det østeuropæiske land er det nemlig en tradition, at man først starter julemiddagen, når man har set den første stjerne på himlen, da det skal repræsentere stjernen over Bethlehem. 

Østrig/Schweiz

I alpelandene har man en ekstremt effektiv metode til at skræmme børnene fra at lave unoder, en metode som nok er noget mere effektiv, end truslen om et stykke kul eller en kartoffel fra julemanden. Her ankommer dæmonen Krampus - som er halvt ged og har horn og en lang tunge - natten til d. 5. december, hvor han kommer for at straffe uartige børn.

Krampus / Foto: Shutterstock

Guatemala

Også i Guatemala har man valgt at julen skal handle om dæmoner og djævle. Her er det tradition, at mænd klæder sig ud som djævelen og jager børn på gaderne i ugen op til den første advent. Det hele eskalerer den 7. december med La Quema del Diablo (red. afbrændingen af djævelen), hvor familier sætter ild til ting foran deres huse med fyrværkeri.

Spanien

I Spanien har de nogle steder en noget mere hyggelig (og mærkelig) tradition. Inden jul får hvert barn ansvaret for en 'juletræstamme' med arme, ben, hat og ansigt, som de skal passe og pleje. Juleaften synger de så for træstammen og slår den, indtil den spytter slik ud til børnene.