Med Utøj har Katja Ranvits begået endnu en fusion af krimi og thriller, der bestemt ikke er for sarte sjæle!
Med en skarp pen forsøger den danske forfatter Katja Ranvits at dykke ned i de dybeste afkroge af den menneskelige sjæl i den anden roman om Birgit Bagge. Her væves fire skæbnefortællinger til en spændende historie, der tager læseren med til det klaustrofobiske miljø på Skt. Wilhelmina klostret og dettes komplette modsætning, i det neonoplyste byliv i København. Med sit levende sprog formår Katja Ranvits at få sine karakterer til at springe op fra ordene på siderne og blive levende mennesker, en evne som ikke er alle forfattere forundt.
Læseren holdes i et jerngreb
Birgit Bagge har kun et enkelt ønske: Hun vil gerne undslippe Sønnernes af Legemets Gerningers jerngreb, der holder hende fanget både fysisk og psykisk. Som læser kan man ikke undgå at holde af hende og håbe, at hun må slippe derfra uden alt for mange ar på krop og sjæl.
”Gardinet vajer i vindueskarmen, og i rudens genspejling ser jeg skikkelsen. Den har en vokslignende farve. Ansigtstrækkene er lige så glatte som gulvbrædderne, kroppen ligger på. Jeg klynker, snøfter, mens mit blik følger fortovet uden for ruden. Strøet salt ligger som tærende rhinstene, afslører vejens grå brosten og fliser. En gadelampe flimrer, sender stroboskoplys ned på asfalten. Stenmaterialets frostrevner og trådformede udposninger giver vejen et slidt udtryk.”
Bogen rummer flere dimensioner, end de fleste romaner i denne genre normalt kan byde på. Her giver LUCHA VERDE og Christian Sigsgaard bogen en følelse af flere dimensioner, ikke blot opfundet til lejligheden som hos så mange andre. Bogens univers bliver ægte, levende og beboet af ægte mennesker, i stedet for blot at være karakterer skabt af ord. Et lille strejf af græsrodsbevægelser og klimaforandringer forankrer bogen i vor tid. Jeg elsker hvordan Marie, der havde en ikke uvæsentlig birolle i Ukrudt, der er denne romans forgænger, træder mere i karakter og jeg håber hun kommer til at bære en stor del af handlingen i det sidste bind, der skal afsluttede denne indtil videre, særdeles vellykkede triologi.
Vi skal se de svigtede
Da Katja Ranvits først fik ideen til sin serie, var det første hun så for sit indre øje en scene, der først kommer i en senere bog. På den måde har arbejdet med de to første været en rejse mod netop denne destination.
- Det som skræmmer mig mest, er når folk tager det som andre siger for gode varer og skruer ned for den kritiske stemme. Så er det at man lader sig forføre af en, der ved præcis hvordan han skal tale for at alle tror at man er enig med dem og de derfor også er enige med ham. I serien om Birgit Bagge er det Bjørn Kvad, der forfører et helt landsbysamfund. Vi ser det jo i større skala i resten af verden, og vi ser jo gang på gang hvordan det fører til alt fra personlige tragedier til krig og generationstrauma, fortæller Katja Ranvits og fortsætter:
- Personligt synes jeg det største svigt man kan begå som menneske er, når man ved at der foregår noget ondt, men man bare lader som ingenting. Hvad vedkommer det mig? Jeg har jo nok at gøre med at leve mit eget liv. Verden er jo ikke bare god og ond, sort og hvid. Blot fordi man selv synes man står på den rigtige side af historien, er man jo ikke nødvendigvis et godt menneske. Og hvor meget kan man i øvrigt tillade sig at gøre i den gode sags tjeneste? Der er jo folk, der slår ihjel i godhedens navn. Er de så gode eller onde mennesker? Den slags spørgsmål synes jeg er meget interessant at stille.
I Utøj kommer læseren helt med ind i maskinrummet, i den del af fortællingen, der netop handler om Bjørn Kvad. Den religiøse fanatiker og folkeforfører, mens han spinder hele landsbyen ind i sit spind indtil ingen længere kan slippe fri. Som en vaskeægte groomer suger han både landsbyen og læseren ind i fortællingens mørke.