Det er ikke første gang, Rasmus Jarlov (K) skaber debat med sine markante holdninger, men nu er han tilsyneladende også kommet på kant med regeringen.
I podcasten "Borgerlig Tabloid" afslørede Jarlov overfor værten, Joachim B. Olsen,, at beskeden fra regeringen er klar og kontant:
"De har sagt, at de synes, at jeg skal holde kæft," fortæller han uden omsvøb.
Kritik på højeste plan
Jarlov afslører, at beskeden er blevet givet videre til hans partiformand, Mona Juul, som tilsyneladende har fået at vide, at den konservative profil skal dæmpe sig.
Baggrunden er blandt andet et interview, Jarlov gav til CNN, hvor han meddelte, at Grønland er en del af Danmark, og at hverken grønlænderne eller amerikanerne skal bestemme anderledes.
Men hvis regeringen havde håbet på, at Jarlov ville lægge bånd på sig, så kan de godt tro om igen.
I "Borgerlig Tabloid" går han nemlig til angreb igen – og denne gang retter han skytset direkte mod statsminister Mette Frederiksen.
"Hun siger, at Grønland ikke er dansk, hvilket er faktuelt forkert. Og dermed spiller hun Danmark af banen. Hun siger til USA, at de faktisk slet ikke behøver at tale med os om Grønland, fordi det ene og alene er en grønlandsk afgørelse [...] Det er uklogt," lyder det skarpt fra Jarlov.
Debatten om Grønlands status har længe været en diplomatisk minefelt, især efter tidligere præsident Donald Trumps tilbud om at købe Grønland i 2019. Sagen har ikke kun rejst spørgsmål om rigsfællesskabet, men også om Danmarks placering på den globale scene.
Om Jarlovs hårde ord kan rokke ved den politiske linje, står tilbage at se. Én ting er dog sikkert: Han har ingen planer om at holde mund.