Når kalenderen rammer sommer, fylder Adam Duvå Hall rundt. Og hvis alt går efter planen, bliver det ikke kun fødselsdagskagen, der ser mums ud – det gør tv-værten forhåbentlig også.
"Jeg bliver 50 til sommer, og der vil jeg gerne være bikiniklar," afslørede Adam med et glimt i øjet, da han mødte Her&Nu til premieren på musicalen "Wicked."
Mens mange måske ville forvente et klassisk nytårsfortsæt om vægttab, er det langt fra Adams mission. Det handler ikke om kiloene – det handler om form.
"Det skal bare samles de rigtige steder. Strammes op. Jeg vil se, om jeg kan ramme de 50 med rank holdning. Bare sådan lidt velvære og ikke skamme mig."
Tv-værten fra 'GO’ Morgen Danmark' lægger dog ikke skjul på, at der er en smule forfængelighed med i pakken.
Projektet er lige dele sundhedsboost og "se-lige-hvor-godt-jeg-kan-se-ud"-ambition.
Klar med personlig træner – og uopfordrede tilbud
For at sikre, at kroppen følger med ambitionerne, starter Adam et halvt års træningsforløb med en personlig træner efter nytår. Det bliver med fuldt fokus på form og velvære.
Træningsiveren er åbenbart ikke gået ubemærket hen. Selvom Adam endnu ikke har sat gang i jagten på en træner, har flere allerede meldt sig klar til at hjælpe.
Om det bliver en stram sommerkrop eller bare et ekstra rankt fødselsdagsfoto, må tiden vise. Ellers kan han trøste sig med en flot alder, og formentlig også et ekstra stykke lagkage.