Jytte Abildstrøm er død

Nicolai H

2 dage siden

|

02/01/2025
Kendte
Foto: Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix
Foto: Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix
Sønnen Peter Mygind deler den tragiske nyhed med offentligheden.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Jytte Abildstrøm, en af Danmarks mest elskede skuespillere og teaterledere, har taget sit sidste buk.

Den karismatiske og livsglade kunstner blev 90 år.

Nyheden blev delt af hendes søn, Peter Mygind, i et følelsesladet opslag på Instagram, hvor han kærligt skriver indledningsvis: "Farvel mor."

Et farvel på egne præmisser

I december kom det frem, at Abildstrøm var blevet indlagt på hospice tæt på sin søns hjem. Her tilbragte hun sine sidste dage i trygge og kærlige omgivelser omgivet af sin familie og nære venner.

"Jytte er på hospice tæt på os, så Peter, resten af familien og hendes mange venner kan holde hende i hånden hver dag. Jytte og vi er dybt taknemmelige for, at der findes hospice i Danmark. Jytte får den bedste pleje af det mest omsorgsfulde personale, man kan forestille sig. Jytte føler, hun er på en sky, som nok snart flyver til himmels," lød det i en fælles udtalelse fra familien i december til Her&Nu.

En frygtløs afsked

For Abildstrøm var døden ikke en fjende, men snarere en forlængelse af livet – et kapitel hun imødekom med åbne arme.

"Nej. Jeg glæder mig. For der er altid et liv efter døden. Jeg er meget religiøs, og dét tror jeg på. Men hvad der skal ske med min jordiske krop, det må mine sønner ordne. Den tid, den fornøjelse. Jeg har ingen ønsker dér," har hun tidligere udtalt til B.T.

Siden 1970 har Jytte Abildstrøm været synonym med teateret Riddersalen, hvor hun i over fire årtier skabte kunst, der fik både børn og voksne til at grine og tænke. Hendes talent strakte sig dog langt ud over teaterscenen. Med roller i et væld af revyer, film og tv-serier – herunder den ikoniske rolle i "Flyvende Farmor" – har hun sat dybe spor i dansk kultur.

Udover sin lange og imponerende karriere modtog Abildstrøm også flere æresbevisninger, herunder Ridderkorset af Dannebrog i 1990 og Bikubens Hæderspris ved Årets Reumert i 2010.

Abildstrøm blev gift med Søren Mygind i 1961, og sammen fik de sønnerne Lars og Peter Mygind.

Vi fra redaktionen sender vores varmeste tanker til Jyttes familie og nærmeste, og takker for flere årtiers fantastisk underholdning.

Du kn læse Peters rørende opslag her: