DR-seere må undvære en af de mest velkendte tv-værter i 2025.
Anders Agger har besluttet at tage orlov fra sit arbejde på DR – men han kommer ikke til at ligge på den lade side.
Den populære dokumentarist har netop afsluttet endnu en sæson af 'Indefra med Anders Agger,' hvor han har tilbragt tre måneder på Sikringen i Slagelse, Danmarks mest sikrede psykiatriske afdeling.
Selvom programmet først fik premiere i 2025, har han allerede taget hul på et nyt projekt, der fører ham væk fra tv-skærmen – og direkte ind i livets helt store spørgsmål.
Orloven fra DR bruger han til at skrive endnu en bog, og denne gang er temaet mere alvorligt end nogensinde før.
"For to år siden tog jeg orlov og skrev en bog. Det gør jeg også igen her fra 1. januar. Det havde jeg aldrig troet, jeg skulle," fortæller han i podcasten "Det, vi elsker" hos Vi Elsker Serier.
Den kommende bog bliver til i samarbejde med fotografen Mingo, som han tidligere har arbejdet sammen med om en bog om kærlighed. Nu retter duoen blikket mod døden og planlægger samtidig en landsdækkende foredragsturné om netop kærlighed og død.
13 kirker danner rammen om deres oplæg, og billetterne er allerede revet væk flere steder.
Selvom Anders Agger har trukket stikket fra DR midlertidigt, er det ikke usandsynligt, at han dukker op på skærmen igen i løbet af året. Han ventes at vende tilbage i en ny sæson af 'Anne og Anders,' hvor han sammen med Anne Hjernøe har været på opdagelse i Bhutan.