Irish Coffee

webmaster

329 uger siden

|

01/09/2018
Opskrifter
Irish Coffee
Sådan laver man en Irish Coffee
Uanset om man er til kaffe eller ej, kender de fleste den kaffebaserede drink Irish Coffee, der i dag er elsket af mange, men de færreste ved, hvordan og hvor den berømte drink er opstået.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Irish Coffee er for mange som et varmt knus på en kold vinteraften – beroligende og betryggende. 

Som navnet antyder, er det irerne, der kan tage æren for den, men den er faktisk er ikke skabt med den irske befolkning for øje.

Fra irsk te til Irish Coffee

Indtil midten af 1900-tallet foregik mange af de transatlantiske flyvninger med vandflyvere.

En rigtig kold vinterdag i byen Shannon landede en vandflyver i den nærliggende fjord Foynes efter en 18 timers flyvetur fra New York.

Passagererne var naturligt nok både trætte og kolde, da de nåede frem, og det blev ikke bedre af, at de måtte sejle i åbne joller det sidste stykke fra flyet og til flyterminalen der var beliggende på havnekajen.

I den lille restaurant, der var vant til at tage imod de rejsende, der kom til Irland, stod manden Joseph Sheridan klar med varme drikke.

Irerne foretrak te, men han vidste af erfaring, at amerikanerne var mere til kaffe, så det havde han også taget højde for.

På denne særligt kolde dag ville en irer helt naturligt ty til at putte en slat whisky i teen, så Sheridan fik den idé, at han kunne gøre det samme med kaffen, for at give passagerne lidt ekstra at styrke sig på. 

Og det faldt i rigtig god jord hos de udmattede amerikanere. En af dem var Stanton Delaplane. 

Og ti år senere sad han sammen med vennen Jack Koeppler, der var indehaver af en restaurant ved navn Buena Vista i San Fransisco, og forsøgte at genskabe ”the Irish coffee” uden held.

Derfor besluttede de to mænd at tage turen tilbage til Shannon, hvor det blev klart for dem, at den ægte smag kun kunne opnås ved at bruge rigtig irsk whisky.

Med den viden vendte de hjem, og skabte det hit, der gjorde at ikke bare Buena Vistas kunder faldt for den irske kaffe, men at Irish Coffee rent faktisk bredte sig herfra og videre til resten af planeten. 

Irish Coffee - opskrift

Buena Vista eksisterer stadig og langer i dag omkring 2.000 kopper Irish Coffee over disken om dagen, men opskriften er blevet udviklet en smule siden den først kop blev langet over disken i Shannon.

Det skal du bruge til Irish Coffee til 1 person

  • 10 cl god stærk kaffe
  • 4 cl Whisky af mærket Tullamore Dew
  • 2 store tsk. brun farin
  • 2 spsk. letpisket flødeskum 

Sådan laver du en Irish Coffee

  1. Hæld whiskyen i et Irish Coffee glas.
  2. Hæld sukkeret i og rør rundt.
  3. Hæld den varme kaffe i til glasset er næsten helt fyldt og rør rundt, så sukkeret fordeler sig.
  4. Læg flødeskummet på toppen.

Der skal ikke røres yderligere rundt i drinken – den skal nydes, så den drikkes gennem flødeskummet.

Du kan vælge at bruge rørsukker i stedet for farin, hvis du ikke lige har det ved hånden.