Selvom mange måske vil påstå, at det altid bare regner og blæser i Danmark, så er det heldigvis langt fra tilfældet.
Nogle år er dog vådere og mere blæsende end andre, og netop disse ting holder DMI faktisk statistik over.
Instituttet har således registreret ting som nedbør og temperatur siden 1874 og solskinstimer siden 1920.
Herunder kan du se et udpluk af de mest usædvanlige og ekstreme år på 'vejrfronten' i Danmark.
Højeste og laveste temperaturer
Det varmeste år i Danmark siden 1874 var 2014, hvor danskerne kunne nyde en gennemsnitlig årstemperatur på hele 10 grader.
Til sammenligning var gennemsnitstemperaturen i 1879, som er det koldeste år i Danmark siden 1874, på sølle 5,9 grader.
Det varmeste forår var i 2007 med gennemsnitligt 9,0 grader, den varmeste sommer var i 1997 og 2018 med gennemsnitligt 17,7 grader, det varmeste efterår var i 2006 med gennemsnitligt 12,2 grader, og den varmeste vinter var i 2020 med gennemsnitligt 5,0 grader.
Omvendt var det koldeste forår i 1888 med en gennemsnitstemperatur på kun 2,9 grader, den koldeste sommer var i 1987 med gennemsnitligt 13,4 grader, det koldeste efterår var i 1922 og 1952 med gennemsnitligt 6,7 grader, og den koldeste vinter var i 1940 og 1963 med gennemsnitligt -3,5 grader.
Den laveste temperatur i danmarkshistorien var -31,2 grader og blev målt i Hørsted d. 8. januar 1982, og den højeste temperatur i danmarkshistorien var 36,4 grader og blev målt i Holstebro d. 10. august 1975.
Flest og færrest solskinstimer
Ofte forbinder man sol og varme med hinanden, men det er ikke altid, at de to ting hører sammen, og derfor er de varmeste år ikke nødvendigvis dem med fleste solskinstimer.
Året med flest solskinstimer i Danmark siden 1920 var faktisk 2018, som også havde den varmeste sommer i danmarkshistorien (sammen med 1997).
I 2018 kunne danskerne nyde godt af 1905 solskinstimer, mens de i 1987, som var året med færrest solskinstimer, måtte nøjes med sølle 1287 solskinstimer.
Foråret med flest solskinstimer var i 2020 med 710 solskinstimer, sommeren med flest solskinstimer var i 2018 med 802 solskinstimer, efteråret med flest solskinstimer var i 2005 med 407 solskinstimer, og vinteren med flest solskinstimer var i 1932 med 243 solskinstimer.
Omvendt var foråret med færrest solskinstimer i 1983 med 269 solskinstimer, sommeren med færrest solskinstimer var i 1987 med 396 solskinstimer, efteråret med færrest solskinstimer var i 1976 med 166 solskinstimer, og vinteren med færrest solskinstimer var i 1926 med kun 81 solskinstimer.
Det laveste antal solskinstimer på én måned i danmarkshistorien blev målt i december 1959, hvor danskerne kun oplevede otte solskinstimer på 31 dage.
Mest og mindst nedbør
Én ting, de fleste nok kan blive enige om, er, at det regner meget i Danmark, men det er faktisk ikke alle år, det har været sådan.
I 1947, som er det tørreste år i danmarkshistorien, faldt der således kun 466 mm på ét helt år, selvom årsgennemsnittet normalt ligger på cirka 750 mm.
Både i 1999 og i 2019, som er de år, der har oplevet mest nedbør i danmarkshistorien, faldt der hele 905 mm.
Det vådeste forår oplevede man i 1983 med hele 285 mm nedbør, den vådeste sommer fandt sted i 1980 med 323 mm nedbør, det vådeste efterår fandt sted i 2019 med 349 mm nedbør, og den vådeste vinter oplevede man i 2007 med 319 mm nedbør.
Omvendt oplevede man det tørreste forår i 1974 med kun 46 mm nedbør, den tørreste sommer oplevede man i 1976 med kun 49 mm nedbør, det tørreste efterår fandt sted i 1920 med 105 mm nedbør, og den tørreste vinter fandt sted i 1947 med kun 46 mm nedbør.
Alle danske vejrrekorder kan læses på DMI's hjemmeside ved at trykke her.