Ulrik Wilbek er formentlig mest kendt for at have været landstræner for det danske herrelandshold i håndbold. Her havde han stor sucees i perioden 2005-2014.
Siden 2018 har han dog været borgmester i Viborg Kommune for Venstre. Desværre har 64-årige Wilbek nu fået en sygdom, som kommer til at påvirke hørelsen.
Der er tale om sygdommen sudden deafness, som gør at Wilbek er ved at miste hørelsen på højre øre.
Samtidig oplever den viborgensiske borgmester gener i form af en tinnituslignende lyd, hvorfor han fremover må melde afbud til visse arrangementer.
- Det har jeg det selvfølgelig rigtig dårligt med. Det er ærgerligt og irriterende, men der er mange mennesker, der har langt værre handicaps, end jeg har, fortæller Ulrik Wilbek til TV MIDTVEST.
Til at starte med troede Ulrik, at der bare skulle fjernes noget ørevoks. Det viste sig dog ikke at være tilfældet. En MR-scanning viste dog, at der ikke ligger alvorlig sygdom bag.
De fleste, der oplever lidelsen sudden deafness, får hørelsen tilbage igen efter nogen tid. Det har Ulrik Wilbek dog ikke fået, hvorfor han nu tager konsekvensen af det.
- Jeg melder det ud nu, så folk ikke undrer sig over, hvorfor jeg kommer til at melde afbud til nogle ting fremover.
Det er særligt i større forsamlinger, at borgmesteren oplever store udfordringer. Her er det svært at holde koncentrationen og trætheden melder sin ankomst hurtigere end normalt, fortæller Ulrik Wilbek.
For fremtiden vil han derfor melde afbud til større arrangementer, sådan at han kan skåne sig selv mest muligt.