Fredag aften rullede sæson 21 af 'Vild med dans' over skærmen.
Men den store fornyelse, både hvad angår værtspar, dommerpanel og liveband, tiltrak ikke helt så mange seere, som TV 2 nok havde håbet.
Det skriver Ekstra Bladet.
Selvom showet bød på både nye ansigter og forfriskende energi i studiet, blev det ikke den bragende succes, som forventet.
Kun 570.000 seere sad klar ved fjernsynet, da den længe ventede premiere blev sendt – et markant fald på 148.000 i forhold til sidste års premiere, hvor hele 718.000 seere fulgte med.
Seertallene, som Nielsen har offentliggjort, viser, at interessen for det ikoniske danseshow har dalet betydeligt.
Kritiske tal, men optimisme på TV 2
Engang var 'Vild med dans' Danmarks helt store seerhit. I storhedstiden i 2010 rundede showet over en million seere, da 1.185.000 danskere tændte for TV 2’s fredagsunderholdning.
Men tiderne har ændret sig, og seertallene for showet ser ikke ud til at nå de gyldne år igen lige foreløbigt.
Alligevel er TV 2’s optimisme ikke til at tage fejl af. Mads Elias Ravn, programansvarlig for 'Vild med dans', skriver i en kommentar, at han er yderst tilfreds med sæsonens start:
"Vild med dans' er kommet rigtig stærkt fra start, og vi er stolte over, at programmet fortsat holder et højt niveau og ligger i toppen af de mest sete programmer," lyder det fra Ravn, som også glæder sig over publikums modtagelse af de mange fornyelser.
Han understreger desuden, at showet trods de faldende seertal stadig topper listen over ugens mest sete programmer.
Er det for sent?
Blandt deltagerne i år finder man kendte navne som Rachel Ellebye, Rasmus Staghøj og Sara Lygum, men det lader til, at det brede publikum ikke har været lige så nysgerrige på at følge deres dansetrin som tidligere.
Uanset de noget skuffende tal ser TV 2 frem til de kommende uger med håb om, at seerne igen vil samle sig om dansegulvet fredag aften. Ravn slutter sin udtalelse med en opfordring til seerne:
"Vi er meget glade for, at seerne har taget så godt imod alt det nye i 'Vild med dans'. Vi glæder os til at byde op til festlig fredagsstemning med dans og musik de næste uger."