'12 dage til at vinde over sig selv'. Det er omdrejningspunktet, når ni kendte danskere forlader alt, hvad de kender og har kært for at rejse til Sydkorea og i 12 intense dage leve og træne som autentiske Shaolin-munke.
'Shaolin' er et unikt program på otte afsnit, der går helt tæt på ni menneskers personlige udviklingsrejse og de fysiske og mentale udfordringer, de møder undervejs.
Og nu kan TV 2 afslører i en pressemeddelelse, at en ny sæson kommer inden længe.
De medvirkende i anden sæson er:
Karina Frimodt, Laus Høybye, Mathilde Norholt, Morten Spiegelhauer, Sarah Zobel, Simi Jan, Thomas Bo Larsen, Youssef Wayne Hvidtfeldt og Zelma Lewerissa.
Igennem forløbet vil de blive guidet og testet af de to legendariske Shaolin-masters Master Yan Lei og Master Heng Yi, mens de på egen krop og sjæl mærker Shaolins ældgamle traditioner.
Er de klar til at stå ansigt til ansigt med øvelser og prøvelser, der vil udfordre og presse dem til det maksimale? Kan de på bare 12 dage skabe sig et bedre og mere meningsfuldt liv?
Ingen konkurrence
Når de ni kendte danskere tager hul på deres Shaolin-forløb, er det ikke for at vinde over hinanden. De skal ikke konkurrere eller dyste. De skal vinde over sig selv, hvilket man inden for Shaolin anser for at være den sværeste opgave af dem alle.
De ni ankommer hver især til templet med personlige mål for opholdet, og alle medbringer bagage, der skal foldes ud og undersøges i et mentalt og fysisk udviklingsforløb.
- Jeg håber, det her kan blive et reset i mit liv, hvor der bliver visket en tavle ren. Jeg vil gerne bevise over for mig selv i det her forløb, at jeg er god nok, lige som jeg er, og huske mig selv på, at jeg kan meget mere, end jeg nogle gange fortæller mig selv - og at jeg er det hele værd, fortæller en berørt Mathilde Norholt i første afsnit.
Undervejs møder de ni modige medvirkende den berømte og berygtede kung-fu-træning og en række fysiske tests med rod i Shaolin-filosofien. Der vil også være meditation, hærdning af kroppen og tempel-sessioner, hvor Master Heng Yi tager fat i emner, de medvirkende lærer om - og skal lære af.